459 / 581
4 4
Sygdom, som længe har ulmet i mig, endelig til Udbrud; bliver
Veiret godt i morgen, giver min Tour til Skjern eller til Essen-
bæk mig noget, saa er Sindet muntert igjen. — Besynderligt nok
at denne Stemning har noget vemodigt, tør jeg sige, poetisk
ved sig! Det er som om jeg stod foran en Udsigt, som jeg
almede maatte være skjøn; Taagen laae foran mig, jeg blev
selv t a a g e t i Blikket (søvnig) og i denne Døsiglied spillede
enkelte Solstraaler gjennem Taagetæppet, enkelte Glimt af
bølgende Høye, Lunde og Søer traadte øyeblikkelig frem for
Øyet, for strax at forsvinde; en usigelig Længsel griber mig
efter at skue det Hele, og i denne blandede Tilstand gjør den
søde Søvn Ende paa Længsel og Uvished.
D. 20. Form . k l. 9.
Det har regnet hele Morgenen, men jeg er i godt Hu
mør. Min Dagbog har jeg alt fuldført, og da Regnen nu holder
op og det klarer til godt Veir, har jeg alt bestilt Vogn ttl
Skjern. — De sidste Dage i A a f h u u s vare ret behagelige; jeg
maatte da spise i Søndags hos Marie, der er givt med Skræd
deren. Der var da gjort gevaltige Anstrængelser og de vare
nok saa glade ved at have mig hos dem. Hun har en lille
Pige paa 4de Aar, en brun, lystig lille Pige, der tegner til at
blive ret kjøn. Deres Huus ligger ved Aaen der gaaer gjen-
nem Byen, og da der er plantet Træer langs med Bredden, og
Husene paa den modsatte Side gaae helt ned i Aaen, med
deres Plankeværker, Haver, smaae Udbygninger, Vadskepladser
osv., frembyder det Hele en saare malerisk Prospect, der let
forfløttede mig langt
bort til fremmede Steder. Bag deres
Huus har de en lille Have, med lidt Agurker og Grønt og en
Bænk og en Stikkelsbær Torn, men denne er tillige Grændse
mod Naboens, og kun den Frugt, som den ene Side yder, til
hører d em , den anden Side er Naboens Fordeel. Det forekom
mig heelt patriarchalsk, at see en Stikkelsbærbusk være Vær n
om en Have. Pudseerligt var det ogsaa at komme op i den,