458 / 581
43
4.
Kanders den 19. August 1830.
Det er alt silde Aften, jeg- sidder i et pænt lille Værelse
hos Rydells, et meget godt Værtshuus med en feed svensk Vært
inde. Dagen har ei givet mig synderlig Udbytte; evige Byger,
tildeels temmelig stærke, og en heftig Vind have overtalt mig
til ingen Excnrser at gjøre. Byen skjænker mig ingen Nydelse;
det Interessanteste ere flere gamle Bindingsværks Kjøbmands-
gaarde, vel udstafferede med udskaarne Zirater paa alle Bjæl
kerne. — Efter at have været i Kirken, skrevet mig keed og leed
i min Dagbog, passiaret ved Middagsbordet, faldet i Søvn over
Stadfeldts tykke Quart Beskrivelse af Randers, forsøgt en Spad-
seretour paa Bankerne langs med Fjorden, som lignede halv en
Mose der staaer under Vand, ladet mig drive tilbage af de flyg
tige Regnskyer, læst i Aviserne og i det sidste Hæfte af Nord
lyset, —• efter at have gjort alt dette, begynder jeg nu først
paa det, som jeg har glædet mig til den hele Dag, at skrive
til dig. Mit Humør er i en forunderlig Stemning. Jeg er ikke
glad, ei heller bedrøvet; jeg kjeder mig ikke, men Tiden dri
ver mig mere end jeg Tiden; jeg er ikke egentlig doven,
men der er Intet, der for Oyeblikket beskjæftiger mig uden
Tanken om, hvad skal egentlig Resultatet blive paa denne Reise ?
I en saadan Situation vilde jeg føle mig ulykkelig, naar jeg
ei temmelig klart indsaae Grunden til dem e ubehagelige Mellem
tilstand. Jeg har ingen Bryggemann, ingen Jurian Owens at
beskjæftige mig med som forrige Aar; jeg har faaet mange
Notitser, jeg troer alt at have forstyrret endeel Fordomme,
berigtiget Feiltagelser, seet hvad man maaskee ei før har seet;
men det, som for mig h e r v e d skulde slaae Hovedet paa Søm
met, nemlig fuldstændigen at gjennemgaae A l t , det er umue-
ligt for mig, da jeg deels mangler Midlerne, deels Tiden der
til. — Det slette Veir har hindret min Udflugt, Randers har
rent skuffet mine Forventninger, og saaledes kom da denne