472 / 581
57
i Maaneglands, og saa igjen staae som en uhyre Kolos med
sine mørke Masser, — det er dog en Nydelse, som kun Ribe
kan give.
Den 5te: Tirsdag Aften.
Det har været stærk Blæst idag; heftige Regnbyger af-
vexlede med oplivende Solskin; just medens jeg var i Kirken,
rullede et stærkt, langt Tordenskrald hen over den svære Byg
ning, og Blæsten lod Ruderne klirre som en svag, hæs Diskant
mod de hule Døn af Stormens Bas. — Jeg har i disse Dage
tilbragt den største Del af min Tid i K irken; først om Aftenen
har jeg slaaet mig lidt løs med Læsning og Samtale med
Adler.
Min Læsning har mest været engelsk. Swifts Levnet
af Walter Scott og den første Tome af hans Antiqvar.
Min Reise gjennem Jylland har nemlig vakt min Interesse
i høy Grad for denne Forfatter; og den Smule Kjendskab jeg
nu har gjort med ham i hans eget Sprog har meget forstørret
denne Interesse.
Rigtig nok er det ei det Historiske i hans
Romaner, som har fremkaldt denne Lyst til at gjøre hans Be-
kjendtskab; tvertimod, det staaer temmelig dødt og koldt; men
den dybe Kundskab, som han udviser til sit Land og sit Folk,
den Ejendommelighed, som der udtaler sig i hans nationale
Skildringer, den har ene i R e m iu is c e n z e r n e fundet en alvorlig
og længe lydendeGjenklang i min jydske Reise.
Jeg føler
nu meer end nogensinde, hvor herlig, hvor virksom den Gave,
at kunne forstaae, opfatte og fremstille Menneskelivet, kan
blive. Netop mit Ophold mellem de døde Stene har vakt min
Længsel efter levende Mennesker, men tillige ladet mig ret
føle, hvorledes jeg mangler de Organer, som ere nødvendige
-til ret at gribe den Ting an: at lære at kjende og opfatte
Menneskelivet i dets mangfoldige Yttringer.
Jeg er ei bleven
træt, eller keed ved at leve mellem Stenene, nei, skjøndt døde,
.formaae de at vække L iv i mig, og jeg er dem ret taknemme
lig derfor. Men idet jeg ved Synet af Fortidens Mindesmærker