474 / 581
59
havde berøvet mig en fortreffelig Leilighed til ret at fortælle
Dig saameget, som der laae mig paa Hjerte.
Du maae da
vide at Jomfru Esberg er gift med en Pastor V i s s i n g i Skal-
lerup.
Da jeg altsaa i Løverdags (den 3die) havde foresat
m ig fra H jørring at gjøre en Tour til Venneberg og Lønstrup
og Sandklitterne, besluttede jeg tillige at tage tilbage over
Skallerup, for baade at hilse paa Esbergs Søster og gjøre
hendes Mands Bekjendtskab, som har været i 5 Aar Præst i
Ostindien.
Himlen var af og til overtrukket, da jeg forlod
H jørring; da jeg kom op ved Vennebjerg højt
liggende Kirke,
saae jeg det store Vesterhav, som væltede sin uendelige, milde,
blaafarvede Flade i lange, hvide Kruser op mod Strandbredden.
E t Tordenveir hang ude over Havet, jeg skyndte mig og snart
rullede Vognen ned gjennem »Løn-strup« der virkeligen ligger
i Lø n mellem ikke meget høje rundagtige Bakker.
E n Aae
løber gjennem Byen, dennes Løb fulgte jeg; snart var jeg inde
klemt mellem høje Bakker, der lige fra Toppen og ned til Aa-
vandet vare skjult med en Torn, der henad Høsten bærer gule
Bær, i Bladene ligner Pilen, men forresten kun danner lave
Buske.
Da Kløften udvidede sig, saae jeg Sandklitterne, en
sand Labyrinth af Banker, der snart ere bedækkede med Knoi
ler og Vorter, snart glat afrundede, snart brat afskaarne, eller
udtungede. Overalt gjennemkrydses de af utallige krumme Veje og
Stier, og man seer fast aldrig andre Mennesker end Bønder og
Sømænd, som jage op og ned fra Stranden medGods, og enkelte
Hyrdedrenge, som vogte adspredte Faar paa de magre K lit
banker, der ere saa sparsomt bevoxede paa deres Rygge, at
det hvide Sand titter overalt frem mellem de tynde blege Græs-
straae.
Jeg kom frem, af min Kløft og ud paa Strandbred
den; Aaen gled nu ud til Havet mellem det rene Sand; det
var hvidt og saa hint, at Vinden havde riflet det med lige saa
fine Furer og Kruser, som Emaillemaleren eller Guldsmeden
anbringer, naar han guillocherer Kassen paa et Gulduhr.