475 / 581
60
Der var saa luunt dernede. Overalt, saavidt Øyet kan see, be-
grændses den lave flade Kyst af lieye udludende Klitbanker,
hvis Sider hist ere glatte og biede og skraae af det nedruslede
Sand, her skarpe og takkede som en Saug, hvor Sandet skyder
sig fastere frem i flade L a g , som en Skifersteen.
Ved
Strandbredden laae 2 Jagter optrukne, tilligemed nogle Baade.
Vogne kom frem og tilbage for at hente Bjelker, som disse norske
Skuder havde udladet, formodentlig for at bringe Korn igjen til
deres Klipper. Søen væltede sig lys og deilig ind; den var saa
venlig den Dag. 3 Gange brydes de indrullende Bølger, inden
de kysse Strandbredden og saa gaae tilbage og A lt er Skum,
hvidt Skum, som kruser sig over Sandet, der bliver guult imod
det.
Himlen var blaae, Solen skinnede varmt; der kunde jeg
ingen Tordenskyer see.
Men hvor hurtigt havde ei Scenen
kunnet forandre s ig ! I det Tilfælde, vare Skuderne strax bievne
stødte i Søen ved Menneskekraft, og havde maatte søge Frelse
i rum Sø eller i en norsk Havn. Dette skedte ikke dennegang. —
Min Vogn naaede snart igjen op paa Markerne, der stode med
den frodigste Sæd, men hvor jeg rigtig nok tillige blev mod
taget af en skjærende, kold Vind, og kort derpaa kom jeg til
Skallerup Præstegaard, hvor jeg blev venlig modtaget. Vissing
er en vakker Mand, som behageligt underholdt m ig ; hans Kone,
som beder mig hilse Dig, hvis Du endnu kan huske hende, var
Gjestfriheden selv. Men Aftenen kom, en Regnbyge med Lyn gik
over Byen, og jeg var Coujon nok, da min Kudsk ei kjendte Vejen,
til at lade mig overtale til at blive der Natten over. Den følgende
Morgen drak jeg The med dem, og Klokken var lidt over 7 da
jeg kom forfrossen til Hjørring, thi det var en kold Morgen.
Mit Ophold hos Vissings fortryder jeg ikke, — jeg vil ikke
tale om at han forærede mig nogle indianske Malerier — men
ondt gjorde det mig alligevel at jeg ei fik skrevet til Dig.
Fra det Oyeblik af var det mig umuligt at faae Leilighed til
at tale lidt med Dig med Pennen i Haanden — thi i Tankerne