473 / 581
58
bliver saa tidt henflyttet i fjerne Aldre, saa forekommer maaskee
mangegange Nutiden mig som noget fremmedt og
nyt, og da
man jo helst søger det nye, saa har jeg medBegj erlighed
gjemt mangen en Tone, mangt et Syn i mit Inderste, og disse
Indtryk have vakt Erindringer af Walter Scott, paa en høyst
forunderlig Maade, til L iv og Bevægelse.
Naar jeg nu gjen-
nemgaaer alle de forskjellige Følelser og Domme, som jeg
endnu er mig bevidst at have have i en Række af 8 a 9 Aar
ved Læsningen af hans Romaner, saa er det lærerigt for mig
at see, hvor forkeert jeg ofte har baaret m ig ad for at komme
til at forstaae denne Forfatter; hvor nær jeg ofte har været
ved at forstaae ham , men er bleven hindret i ret at gjennein-
trænge ham ved fremmed Roes og fremmed Daddel, ved æsthe-
tiske Fordomme og ved ei at have lagt M æ rk e nok til, h v a d
min Følelse saa oftesagde mig og hvorledes jeg egentlig skulde
forstaae og benytte denne t a le n d e Følelse.
O , hvor herligt
vilde det være, naar vi kunde lade vor Følelse modtage Ind
tryk og gjengive det modtagne Indtryk, uden at forqvakle og
uden at misforstaae den! Selv i vor forskruede og compliceerte
Tilstand taber ikke Følelsen sin sunde, naturlige Modtagelighed,
men dens Stemme bliver rigtig nok sagtere, vi kunne lettere over
skrige den, og, desværre, ligesom den sande Følelses Stemme
ofte lader sig høre, men kun som en beskeden, bly Spørgerinde
eller Tvivlerske, saaledes træder ofte den sygelige, feberhede,
eller feberkolde, eller vanartede Følelse op, lader sin Torden
stemme lyde, og vi — vi bedøves ligesaa let af denne, som vi
overdøve hiin. —
8.
Kokkedal, Kongeligt Gods i Vensyssel.
Den 7de August 1833.
Du kan ei troe hvor jeg har længtes efter at skrive til
Dig, saameget mere som jeg følte at min Ubetænksomhed