568 / 581
153
8.
Cassel, 16dc September 1869.
Baade i Gaar og i- Forgaars læ ngtes jeg m eget efter at
fortsæ tte m it B rev, men Læ ngselen efter at hore fra D ig var
endnu stø rre, saa jeg havde den største L yst til strax at
slu tte dette Brev, men saa kom Rembrandt og en halv Snees
a f hans Cannter og trak deres gamm eldags Sølv Stegevendere
op og viste m ig , at det var den liøie Tid at komme hen og
vise dem m in Æ rbødighed, og saa satte de nogle A nsigter op,
saa at jeg af Skræk tabte Pennen, og turde ikke blive længere paa
m it Værelse. J a , Du K iæ re, det er nogle vanskelige Folk at
have m ed at giøre. V il man blive fra d em , saa faaer man
alligevel ingen Fred for dem ; er man derimod artig, galant,
ærbødig mod d em , viser m an, at man sæ tter'sto r Priis paa
at have Omgang med dem , saa kunne de være saa fornemme,
saa kolde, at man med N ød og Næppe kan faae et Ord
af dem.
Der er im idlertid dog nogle, som jeg ikke bør giøre
Uret. Jacob Jordaens, den æ rlige Siæl! han er h er, ligesom i
Dresden, grumme om g iæ n g elig ; han holder desuden et velbesat
Bord og leer hjerteligt, naar han mærker at det sm ager En.
Ogsaa J a n S t e e n har været forekommende. Han har indført
m ig i et godt Selskab. D et er H ellig Trekongers A ften! Den
lille tre, fire aarige Dreng har været den lykk elige, som er
bleven Bønnekonge. Han har faaet en stor udklippet Papiirs-
krone paa H ovedet, og er stillet op paa en lille Bæ nk, for at
man dog kan see hans Majestæt. Han skal nu tømm e sit
G las, det store, prægtige G las, som Bedstemoder holder ham
for Munden, og nu falder hele Orchestret ind med Violin og
Rum lepotte og den lille blanke S tegerist, der paa engang kan
benyttes baade som Triangel og Strængeleeg.
Og den lille
Konge staaer saa uskyldig i sin lille hvide Skiorte, for det er
hele hans G ala; Ginene tabe sig i det store G las, som han
endnu ikke har nippet af, og Moderen, bag hvisStol han staaer,
dreier Hovedet om til ham og sender ham et Blik saa rørt,