564 / 581
1 4 9
kun en fattig Lovtale. D et m anglede naturligviis ikke paa
Dandserinder i stumpede K ioler, og de rokkede med Kroppen,
slo g ud med Armene, det skulde nu formodentlig være paa sin
a sia tisk , thi Scenen er jo i S yrien, Æm net taget af Tassos
befriede Jerusalem . J eg troer forresten, at det ikke har skadet,
at Øie og ø r e og Tanke kom ved denne L eilighed til at giøre
en lille Udflugt i en anden Verden end den , de hver D ag be
væge sig i , og Anledningen til at jeg kom til at giøre denne
Udflugt var desuden saa vakker.
D et var mine Naboer og
Gienboer ved table d’h o te ; — ligeoverfor m ig en gamm el Mand
( 7 4 Aar), høi, m ager, med en kraftigt udskaaret, men ju st ikke
haard Profil, og hans Kone vel i Begyndelsen af H alvtredserne,
hun har aldrig været k iøn , men der laae et baade forstandigt
og hjertensgodt Udtryk over det H ele. Ved Siden af m ig et
deiligt lille P igebarn, med lyst H aar, i det høieste vel 8te
Aar, og saa hendes Moder, en ung, høi, rank, lyshaaret Dame
med tykke Læber, ingen smuk N æ se, men frisk , sund Farve,
klare, rare ø in e.
Er hun Enke? E ller følger hun med sine
Foræ ldre? for hun er en Datter af Æ gteparret og hendes lille
P ige er Barnebarnet, som Bedstefaderen naturligviis forkiæler.
Min lille Naboerske saae saa venligt op til m ig med sine lyse
blaae Øine og sm ilte, jeg giengieldte det, og ved denne stumm e
Conversation forblev det, saam eget mere som jeg et Par af de
følgen de D age fik min Plads længere fra dem.
Men i Søn
d a g s, da jeg m idt i Vrimlen sad fordybet i Correggio’s Sanct
G eorg, var der pludselig et Par B arneøine, som vækkede m ig
a f min E ensom hed, og det var min lille Naboerskes. Kort
efter traadte Bedstemoderen frem fra en Gruppe af Besøgende,
for at sige m ig , at den L ille vilde saa gjerne sige m ig God
D ag.
J eg svarede jo venligt derpaa, men var snart igien i min
Sam tale med Correggio, som blandt andet fortalte m ig , at det
har ærgret ham lidt, at Ø hlenslåger, som dog havde seet hans
h ellige Georg, kunde lade sig narre til at troe, at han (Correg
gio) havde været saa dum eller saa gnieragtig paa en Skilling,