Previous Page  560 / 581 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 560 / 581 Next Page
Page Background

145

et lan gt Stykke at k iere, lige fra Jiiterbogk.« — 9 B ørn, en

gift D atter og 2 Sønner alt ude af H u set, de andre hjemme,

og den æ ldste af d em , en P ige paa 1 5 A ar, skulde da agere

Moder for de andre, m edens Forældrene vare borte.

Der var

et saadant Udtryk -af hu u slig Lykke og Velvære udbredt over

dette Par Folk, at m in L igegyldighed blev forvandlet til levende

D eeltagelse.

I Kothen forlode de Jernbanen. Hvad Manden

hedder eller hvad h a n .e r , maa vor Herre v id e, men han er

en fornøiet Mand med en fornøiet Hustru og 9 Børn.

Samme Form iddag, Kl. 1.

Da jeg kom hjem lidt over

1 2 fra G alleriet, var jeg alt flyttet ned til et ikke sto rt, men

h øit Væ relse paa første Sal i Sideiløien med U dsigt over Haven,

nedenfor m ine V induer, og over Elben til N eustadt og det

smukke Landskab. J eg har nu været i Galleriet. Bare jeg

havde D ig her, Du V elsignede! D et er min gode Genius, som

har ført m ig h ertil!

Jeg er henrykt over dette Galleri.

Strax ved m it første B esøg har jeg allerede faaet Oplysninger

med H ensyn til vore egne Sam linger, som ere m ig m eget

kiære.

Jeg er glad ved at have været i Brunsvig. J eg har

alt lært m eget med H ensyn til Rembrandt og hans Skole, og

her strømme nye Erfaringer og Oplysninger ind paa m ig.

De

skikkelige Nederlændere! De have m odtaget m ig saa hjerteligt,

at jeg er ganske rørt derover! Naar nu bare Italiænerne ikke

blive sk in syge!

Rafaels sixtinske Madonna hænger i et Værelse

for sig, og Sæderne ere ordnede i en Halvkreds omkring den.

Du husker nok, at den var under Glas, og den har faaet en

forgyldt Pragtramm e.

De sidde saa stille og andægtige —

jeg mener Tilskuerne — de ere saa optagne af den store

Mester.

Jeg gad vidst om de tæ lle Englehovederne ? — Jeg

skal nok blive Nederlænderne tro , men de ville heller ikke

have noget im od, at jeg besøger m ine gam le Venner. Ak,

hvor er dog Giorgione elskelig! Hvor jom frueligt, hvor søster­

lig t trykker Rebekka sine Læber mod Jacobs! — N u kan jeg

ikke skrive m ere, jeg maa ud igien.

Det er den deiligste

10