561 / 581
1 4 6
September D ag, man kan ønske sig. Den er fortryllende, og
de gam le K onstnere ere uim odstaaelige.
F arvel saalænge.
Læ ste Du ikke det B rev, som H egel havde sendt D ig ?
D et var et Svar til H e g e l, som havde lovet m ig at sende
nogle Photographier efter vore Malerier til Am sterdam , hvor
je g faaer B rug for d em , og tillig e at bede Hr. Müller
011
et
Par Oplysninger.
D et er en Søn af den Boghandler J. Miiller,
som Deiclim ann i 1 8 3 6 gav m ig Brev til, og som viste m ig
m egen V enlighed og var m ig til stor N ytte.
Brevet, Du har
sendt m ig , er skrevet t-il H eg el, men indeholder en form elig
Indbydelse til at være hos ham under m it Ophold i Am ster
dam.
H ans Forældre ere døde, men »die Erinnerung des
Herrn Professors lebt noch frisch bei uns.«
D e t er 3 3 A a r
s i d e n . Er det ikke fornøieligt?
Løverdagen, 4de September.
Idag og im orgen er det de
s t o r e D a g e i Galleriet.
A lle Copister ere borte med sam t
Staffelier osv. Igaar saae jeg R u i s d a e l s »Jødekirkegaard«, da
»der H ausm eister« paa m in B øn lod G lasset aabne. Den er
d eilig conserveret, men B enæ vnelsen er urigtig. D et er en for
ladt og forfalden K irkegaard ved Foden af den gam le K loster
ruin.
En lille Bæk har banet sig V ei m ellem Gravstenene og
risler og plasker nu over Sm aastenene i Græsset. A lt er vaadt,
for det har r e g n e t; alt er saa frisk og grønt, og Hyldebuskene
pynte med deres hvide Blom ster. En Regnbue tegner sig svagt
paa den mørke G rund, men øverst oppe faae Skyerne lyse
Kanter og en Solstraale falder blændende ind paa den opreiste
hvide, vaade, blanke Steen med Indskrift. D et er saa øde der,
kun et qvindeligt V æ sen , en N on n e,
knæler langt der
henne ved en Grav, m edens hendes L edsager staaer og venter.
Aa den Solglands paa G raven, det glim rende L ys paa den
triste, mørke R egndag! D et forstyrrede, forladte Menneskeværk
m idt i det frod ige, grønne P la n teliv, som qvæges af H im lens
og Jordens V an d e, og hvor kun den nøgne B øgestam m e, som
luder hen mod Ruinen, m inder om at ogsaa dette L iv har sin