563 / 581
1 4 8
u sselt klædte. Forleden strømm ede en talrig Flok herigiennem ,
jeg formoder fra en F attigsk ole, for de havde Tavler og B oger
og Tasker med sig.
Men hvor saae de fattige u d !
De sprang
afsted paa deres bare B een , saa det var en L yst. H jemm e
har jeg aldrig seet en saadan Fattigdom sam let. — H ør G itte,
kiender Du E lisab eth ? Du spørger sagten s: j a , hvem m ener
Du? Ih, jeg m ener den smukke E lisa b eth , D atter af den
bayerske H ofm aler Julius Lange.
Seer Du, hende kiender je g !
Forleden dvælede jeg læ nge inde i den Stue, hvor Ruisdaelerne
hænge.
Der var noget, som sy sselsa tte m ig, saa jeg lagde ikke
Mærke til en Herre og en D am e, som sadde derinde, før je g
blev tiltalt af ham.
Vi kom strå s i en ivrig D iskurs om
Ruisdael; og det var d en, som foranledigede m ig til at bede
H ausm eisteren, som netop kom til, om at aabne G lasset foran
Jødekirkegaarden. D et var en fæ lleds N ydelse; den blev samm en
lign et med andre af hans Malerier, ogsaa med dem i München.
Y i bleve snart grumme gode Venner, og da vi først havde
siddet og siden reist os, og jeg vilde bruge m ine Briller, men
savnede dem , sagde han: m in E lisabeth tog dem , da De lod
dem ligge paa Stolen, og saa rakte den smukke P ige m ig
Brillerne nok saa venligt.
»Jeg m aatte endelig komme til
München«!
N u denne G ang, svarede j e g , kan det ikke s k e e ;
men saa maatte jeg love at komme der en anden G ang, og
saa vexlede vi Kort, og da jeg kom h jem , læ ste jeg paa
K ortet: Julius Lange, kongl. Hofmaler i München.
T i r s d a g M o r g e n 7. S e p t b r .
J eg var igaar A ftes i
Theatret og saae og hørte A r m i d a , en af G lucks berøm te
Operaer.
D et var noget baade for ø r e t og for ø ie t.
D eilige
Toner, det er vist, men egen tlig maa vel en Opera som denne
sees i P aris, thi Theaterm aler og Machinisten have her nok at
g iø r e , naar vi skulle see Arm idas T ryllehaver, hende selv
kiøre giennem Luften med sin E lsker etc. etc.
Man havde
her giort sig m egen Um age, og det er et Spørgsm aal, om vi i
Kiøbenhavn kunde giøre det saa. g o d t, men dette er jo dog