567 / 581
152
R u b en s,
Jord aen s,
R em brandt, Ferdinand Bol.
Saadanne
B illed er, som
her
findes afGabriel M etsu, AdrianOstade,
Frands M ieris, ved
Siden af fortrinlige Gerhard Dov’sog Ter-
burgs træffer
jeg
ikke tieresam lede paa eet Sted.Her er
ingen Hobbema, og W ynants er kun svagt besat; Marinemalere
er her fast slet ikke, men Ruisdael er her i en — jeg kunde
fristes til at sige — m ageløs Svite af Malerier.
J eg vil ikke
dvæle ved saa m ange andre D eiligh ed er, thi i dette G ieblik
udøver J a c o b J o r d a e n s et uim odstaaeligt Herredømme. H ans
forlorne S ø n , hvem Hyrden hos den rige Bonde viser hen til
S vin etru get; hans D io g en es, den gam le nøgne Cyniker med
tændt L ygte i Haanden ved h øi lys D ag!
J a , de maae nok
lee, Ridderen tilh est og den forn em m e, tykm avede L æ rd e, og
Sæ lgekiærlingerne og Qvæghandlerne og Torvegiesterne; ja de
lee saa Taarerne trille ned ad K inderne, og de skogre, saa de
m aae holde paa Maven, og D renge pege F ingre ad den Gamle,
som selv maa lee over sin forgiæves Søgen.
Men han veed,
hvad han leer ad, de andre derimod drømme ikke om, at deres
L atter gielder egen tlig dem selv og al deres egen Taabelighed.
D et er et æ gte aristophanisk Billede!
Mage til en saadan
Humor skal man vanskelig finde. — Idag Kl. 1 0 skal jeg ind
i Kobberstiksam lingen for at kaste et Blik paa Rembrandts
T egnin ger, som her findes i en talrig Række.
J eg synger jo
paa sidste V ers, og har derfor igaar giort B esø g hos Galleriets
Conservator Hr. Schinner.
Han har været fire Aar i K iøben-
havn (1 8 2 8 -3 2 ) i Prof. Lunds A telier og E lev paa Akadem iet.
Han kunde huske m it N a vn , og havde være blandt m ine T il
hørere. Han er tunghørig og gaaer ved Krykke, m en, hvad jeg alt
iforveien havde faaet at v id e , han tænker med stor Glæde paa
sit Ophold i D anm ark, nævner altid .Kiøbenhavn som et kiært
Sted, og siger ligefrem , at han der har lært grumme m eget.
J eg skal hen
tilham igienid a g , da jeg gierne vilde have
nogle Oplysninger.