71 / 581
64
dog saa forskjellige Skildringer. — Der var imidlertid i
Weimar en anden Mand, som ikke stod paa en saadan gud
dommelig Hojde, som ikke var Gøthe selv, men kun hans
Ven, den bekjendte Konsthistoriker, Hofraad H. Meyer.
Ogsaa ham besøgte Høyen. Her var Forlegenheden min
dre, og Samtalen gik jævnere og naturligere.
Anden Paaskedag, 31te Marts, fortsattes Keisen til Er-
furth. Her opholdt Posten sig i to Timer, og Høyen ilede
hen til Torvet for at se den gothiske Domkirke, der
throner saa herligt paa de mægtige Substructioner imellem
den skjønne Korsgang paa den ene Side og St. Severi
Kirke med sine tre høje Spir paa den anden. Da han kom
til Gotha, blev han ubehagelig overrasket ved at erfare,
at Posten ikke kunde føre ham til Eisleben og Wartburg;
Postvejen gik nu lige til Schmalkalden. Den førte ham ikke til
kjære historiske Minder, men vel til mægtige Naturscener; den
gik tværs over Thuri nger wald. Det gik stedse opad, gjen-
nem uhyre Fyrre- og Gran-Skove, hvor disse Træarter
viste sig i en Kraft, han ikke før havde kjendt; tidt stod
Fyrren 26 å 24 Fod rank og glat, og først i denne Højde
udbredte sig dens luftige, friske Krone; Jorden var dækket
med det blødeste Mos; Enebær- og Blaabær-Buske bredte
sig overalt, og dybt under Vejen skummede den ilende
Tambach, medens Hundreder af Smaabække fra de om
givende Højder styrtede sig ned i den. Da han kom
højere op, og Skoven blev tyndere, faldt der en stærk Taage;
Træerne stod som Silhouetter; det gik langsomt over Is
og Sne. Taagen blev tykkere; den stedse tiltagende Vind
drev den forbi Vognen i tætte, hvide Driver. Endelig gik
det nedad igjen; Taagen formindskedes, og da han .kom
ned i Dalen, saa han Bjergets Top indhyllet i Skyer; han