69 / 581
62
en prosaisk Bog, og udspurgte nu den unge Danske om
Guldhornene,
0111
ældre dansk Konst
0
. s. v. Ogsaa de he
denske Slavers Kultur, Thüringens gamle Minder
0
. s. v.
passerede Revue i deres Samtaler. Men større Betydning
end disse Samtaler havde den gamle, i saa mange Hen
seender mærkelige Kirke. De velbevarede Glasmalerier
baade i det østlige og i det vestlige Chor gjorde et mæg
tigt Indtryk paa Høyen. De skjønt udførte architektoniske
Enkeltheder interesserede ham; i det østlige Chor saa han for
første Gang et af disse mærkværdige Kapitæler, hvor Dyr
eller Menneskefigurer fremstilles i forskjellige Beskjæftigelser;
her var det to Bjørne der spillede Skak*). Han forbav-
sedes over de 11 Statuer af thtiringske Markgrever og
Markgrevinder i det vestlige Chor. Det er legemsstore
Sandstensfigurer, udhugne af ét Stykke med Kragstenene,
hvorpaa de staa; de udgjøre altsaa en Del af Murpillen
og synes at maatte være samtidige med Chorets Bygning,
d. e. fra det 13de Aarhundrede. Trods det Ubehjælpelige
i Tegningen, navnlig af Armene, frembyde de dog store
Skjønheder, ja et Par af dem kunde vel endog med Hen
syn til Idé, Stilling, Draperi, kaldes mesterlige: »hvor
gik Konsten ikke tilbage i den følgende Tid!« Og hvilket
herligt, mystisk Indtryk modtog han ikke i den smukke
Krypte, hvis faste Korshvælvinger bares af stærke, lav-
’) Det er afbildet hos P u t t r i c h , Denkmale der Baukunst des Mittel-
alters in Sachsen, zweite Abtheil. Naumburg PI. 14. Det er dog
næppe Bjørne; Lepsius bemærker i Texten, at man ikke kan se,
om det er Aber eller andre Dyr. I samme Værk PI. 16 og 17
findes smukke Afbildninger af de ogsaa af Høyen omtalte Statuer
af thtiringske Fyrster, der ere forherligede der som
fundatores
ecclesiee.