65 / 581
58
komme nogle clumme Indfald. Kirken havde mod Vesten
sin Hovedindgang med skjønne, rigt udzirede Buer; men
allerede 1425 forsvandt denne. Friedrich den Stridbare
vilde opføre et hertugeligt Gravkapel, og dette, i og for
sig skjenne Kapel opførtes netop foran Hovedindgangen.
Her lrviler nu saavel Stifteren som Flere af hans Descen
denter i Sandstenskister bedækkede med støbte og ciselle-
rede Messingplader, Lignende Plader dække ogsaa Dom
herrernes Grave. Det er kuriøst at se disse Herrer i deres
store Kapper holde den hellige Kalk fast med begge Hæn
der; de stive, kolde Ansigtstræk, udprægede i det kolde
Malm, minde paa en frygtelig Maade
0111
deres sekel-lange
Dødssøvn.«
Det var imidlertid ikke blot Domkirken, der trak
Høyen til Meissen; det var ogsaa et personligt Bekjendt-
skab, nemlig med Maleren Georg Kersting. Denne Mand,
der var født 1787 i Giistrow, lærte Malerkonsten i Kjøbenhavn
fra 1804—1810, tjente i Aarene 1813—14 som Frivillig
i Lutzows Corps, og erobrede et Batteri i Fægtningen an
der Gorde, hvorfor han blev Ridder af Jernkorset og
Lieutenant. Efter Krigen tog han sin Afsked, gik som
Lærer for Fyrstinde Sapieha til Polen, og blev ved sin
Tilbagekomst ansat som Malerforstander ved Meissens.
Porcelænsfabrik. Han var en begejstret Ven af de hol
landske Malere, og selv en dygtig Konstner. Med Deli-
catesse og Finhed malede han stille Livsbilleder i Mieris’
og G. Dow’s Manér, og selv hans større Compositioner
vare i alt Fald smukt tænkte. Det var en kraftig, firskaaren
Mand med et fuldt, blegt Ansigt, store, talende brune
•Øjne, tyndt sort Haar, Liv i enhver Bevægelse. Høyen
havde Breve med til ham fra Danmark, et Land som han