119 / 211
F R Ø K E N F R E D E R I C A L O U I S E E R N S T
mercefondet i seks fortløbende år med 200 rd. årlig. Betingelsen var,
at hun holdt hørhegleriet i samme stand og drift, som da hun
fik resolutionen. Dengang blev værket i alt vurderet til 16. 911 rd.,
og derefter blev de første 200 rd. udbetalt; men da hun ikke
kunne betale kongen hans tilgodehavende, indstilledes udbetalin
gerne.
I juli 1773 ansøgte frøken Ernst Kommercekollegiet, om under
støttelserne for årene 1770, 1771 og 1772 måtte anvises hende
til udbetaling, da hun behøvede de 600 rd.; men da kollegiet ikke
var underrettet, om Hans Majestæts kasse var holdt skadesløs,
ville de ikke tage nogen beslutning, før efterretning kom fra Vest
indien. Det kunne frøken Ernst ikke vente på, men indsendte en
ny ansøgning, som resulterede i en kongl. resolution af 24. april
1775, hvori kongen gav tilladelse til, at 200 rd. indtil videre for
de fem tilbageværende år fra 1. januar at regne måtte udbetales
af Kommercefondet en gang årlig, imod at hun bevislig hvert år
gav fondet underretning om fabrikkens fortsættelse og gode drift.'4
Året efter i marts ansøgte frøken Ernst, om understøttelsen for
fire år måtte blive udbetalt hende med 800 rd., »da samme, i
den Tiid er bleven indsat til Afdrag paa hendes Gæld til Kongen«.
Hertil resolverede kollegiet: »Det forbliver ved den kongelige Re
solution af 1775 fremefter, hun kan bekomme 200 rd. for 1776«.
23. april 1777 fik frøken Ernst den glædelige meddelelse, at
der var betalt 264 rd. 17 sk. mere, end hendes gæld til kongen
beløb sig til.
I mellemtiden var der sket følgende med hendes fordringer i
Gravenhorst’s bo. Det Secrete Raad på St. Thomas meddelte 17.
marts 1775, at det »fornøyede sig over, at dette Skifte kunde
sluttes«,75 men det varede dog endnu en rum tid, inden svaret fra
Vestindien indtraf, nemlig ved brev af 26. november 1776 til
General-Toldkammeret, som videresendte det til Kommercekolle-
1 1 7