121 / 211
F R Ø K E N F R E D E R I C A L O U I S E E R N S T
General-Toldkammeret gik ind på fritagelse for rentes rente,
der kun udgjorde 156 rd. 8^/2 sk., som frøken Ernst fik udbetalt
samtidig med resten af hendes vestindiske fordringer.
Kammerets udtalelse om, at det ikke ville befatte sig med sagen,
hvis den skulle påankes, viser, at de var indstillet på, at frøken
Ernst ikke ville være tilfreds med den skete regulering. Baggrun
den for frøken Ernst’s utilfredshed kom frem i en opgørelse året
efter, da sagen om de 13% decort var under ventilation.
Det viste sig nemlig, da Gravenhorst’s plantage blev solgt ved
auktion, at auktions-conditionerne var tilsidesat, så køberen agent
Kragh i stedet for kontant betaling fik seks års kredit.79
De 1 3%, som frøken Ernst søgte oplysning om eller godtgørelse
for, afstedkom en del skriverier både her og på de vestindiske
øer.
Det var en kilden sag, frøken Emst berørte.
General-Toldkammeret gjorde det til en regel i 1776 at fra
drage 13% af alle forsendelser på råsukker fra Dansk Vestindien
for omkostninger (fragt, losning og oplagspenge, samt auktions
gebyr) i København, men det faldt frøken Emst for brystet, idet
hun 12. januar 1778 påberåbte sig, at de 13% »affordres hende
efter coutume« og beregnedes hende af sukker, som var hjemkom
met fra Vestindien, uden at hun vidste noget derom, og heller ikke
havde haft tilsyn med varernes behandling. Hvis hun var blevet
gjort bekendt med sukkerets ankomst, så havde hun overdraget
det til en købmand her, som kunne have solgt det for hende med
meget mindre tab.
Som svar på hendes anke oplyste kollegiet, at kongelige reve-
nuer og alt, hvad for Hans Majestæts regning indkom, remittere
des i råsukker, hvorpå der i nogle år havde været tab, der blev
anslået til 1 3 % ; som følge heraf kunne man ikke forvente andet
end samme tab på frøken Ernst’s penge, når man indkøbte sukker,
” 9