126 / 211
K A J F O L T M A R
dere«.87 Det var en fremgang på 689 rd. 2 mk. 7 sk. mellem de to
år, hvilket hun var meget glad for, og mente, at hun nu havde
overvundet de største fataliteter. Men det varede ikke så længe.
5.
januar 1778 fik Plejeanstalten 20 års toldfrihed til at ind
føre den rå hør, som den behøvede til sit hørhegleri. Kort efter
klagede frøken Emst til Kommercekollegiet. Hendes lange klage
omtalte de mange fortrædeligheder, hun havde at slås med; de
mange dyre redskabers anskaffelse, folk til at oplære til nyt og ube
rørt arbejde, urolighederne i Polen, som ikke alene havde forår
saget utrolig høje hørpriser, men også meget slette varer, høj
kurs og endelig en mådelig omsætning. Nu havde Plejeanstalten
fundet for godt at avertere og falbyde i de kurante sorter, som
udgjorde mængden af hendes omsætning. Tilmed skulle den hør,
som var fabrikeret ved Hospitalet (Plejeanstalten) gøres efter
hendes engelske måde. Om den lignede hendes, var en anden sag;
skulle den blive meget bedre, var det ikke at undres over, da Ho
spitalet havde mange fordele og hun slet ingen. Hospitalet havde
store fonds, frit hus, brændsel, lys og folk nok til hjælp; og nu
siges, at de får deres hør indført toldfrit. Denne fornærmelse, der
overgik hende, ville forvolde ubodeligt tab, hvis den heglede og rå
hør forblev usolgt, nu da priserne fandtes ca. 16% højere, efter
breve hun havde modtaget fra Riga; så havde hun ikke anden
tilflugt end det høje kollegium. Hvis den averterede handel alene
var en selvtagen frihed, syntes frøken Ernst, at den snarest burde
standses, ellers kunne med tiden al handel og alle fabrikker blive
alene Hospitalets.88 I svaret fra Hospitalet siges det, at det var
pålagt anstalten at oplære folk i hørrens rette behandling; dertil
brugtes et større kvantum hør, end Hospitalets og stadens fattige
spindere anvendte til arbejdet; derfor måtte Hospitalet sælge den
overskydende mængde af heglet hør.8”
Frøkenens klage foranledigede en kongelig resolution af 10.
124