123 / 211
F R Ø K E N F R E D E R I C A L O U I S E E R N S T
antal af den kongelige københavnske banks sedler måtte i »de
kongelige Danske og Americanske Eylande have Cours og roul-
lere«. De bancosedler, der her var tale om, skulle være indrettet
ligesom de courserende sedler i Danmark på den ene side, og på
den anden side lyde på vestindisk courant. Dersom sådanne sedler
blev sendt til Europa, skulle de overalt blive modtaget for den
sum, for hvilken de lød i dansk courant.
Men så vidt man ved, fik forordningen dog ikke praktisk betyd
ning udenfor de dansk-vestindiske øer, da risikoen med at sende
pengesedler hjem til Danmark under datidens transportforhold
var for stor, idet en pengeseddel, der endte på havets bund eller
i lommen på en kapergast, var uigenkaldelig tabt. Veksler kunne
man udstede i flere eksemplarer; hvis en af dem gik tabt, var
risikoen ikke så stor. Sukker, som var den hyppigste betalings
form, kunne forsikres.
Begge de sidst omtalte betalingsformer var forbundet med om
kostninger; den første med udgifter til vekselmægler, og den sidste
med de tidligere nævnte omkostninger, som kammeret anslog
til 1 3% . 81
Frøken Ernst vandt sagen om de 1 3%, idet kammeret under
30. april 1778 bevilligede hende, at pengene måtte udbetales. Det
var et klækkeligt beløb, nemlig 2267 rd. 67^2 sk. vestind. cour.,
hun fik ud af sine anstrengelser.
Det mest interessante i denne sag var, at frøken Ernst slog ned
på denne kouturne, der i praksis betød, at General-Toldkamme
ret beregnede sig de 13% af alle penge fra Vestindien, som gik
igennem de kongelige kasser, uanset den herover anførte forord
ning. Det fremgår tydeligt af den skrivelse, frøken Ernst fik, hvori
hendes overskud angives til 330 rd. 21J/2 sk. vestind. cour., at de
13% blev beregnet på et tidspunkt, hvor kammeret ikke kendte
noget til, om remissen blev sendt i råsukker eller i veksler, men
121