46 / 100
H V O R D A N DET GIK TIL
A f Robert Neiiendam
D
e r
laa bag Komediehusets Rejsning en interessant Udvikling, som gen
spejler Samfundsforholdene. Dette Nationalværk vilde ikke have været
gennemførligt blot tre Aar tidligere, da Christian den Sjette regerede. Den
besynderlige Blanding af pietistisk Strenghed og verdslig Pragtlyst, som udgik
fra Hoffet, er ofte blevet dømt og er vel Grunden til, at det i nogen Grad er
blevet overset, at Tiden 1730-46 ikke alene var Pietismens, men ogsaa Viden
skabens, Kunstakademiets og »det musikalske Societet«s Periode. Dog, over for
Teatret lod Kongen sig lede af Synspunkter, som hans Skriftefader, Hofpræst
Bluhme, nærede mod Skuespil. Han var ikke, som saa mange i Tiden, en Tar
tuffe, hvis hellige Maske en Dag vilde falde, men en gold, streng Fanatiker,
for hvem Linedansere og Beridere, Fremvisere af vilde Dyr og mekaniske Kunst
stykker, Taskenspillertricks og Holbergs Komedier var lige fordærvelige for
Moralen, og Komedianterne til Hobe noget løst Pak, som drak Pengene op
eller ødede dem »paa anden liderlig Vis«. Ingen Indremissionær har i senere
Tider kunnet tage skarpere Afstand fra Teatret. Og allerværst var de, der for
svarede Skuespil og overtalte andre til at spille Komedie. Efter Hofpræstens
Mening burde Holberg have haft en Møllesten om sin Hals. I 1738, blot ti Aar
før Teatret blev en Realitet, kom en kongelig Forordning, som rent ud forbød
»Komediantspillere, Linedansere og Taskenspillere« at optræde i Hans Majestæts
Lande, hvilket vilde sige fra Nordkap til Hamburg. Under disse for den dra
matiske Kunst saa triste Aar døde Københavns første maître de plaisir, René
Magnon de Montaigu, som en ludfattig Olding, ribbet for enhver Illusion.
Han havde haft mange i sit bevægede Liv, der strakte sig helt tilbage til Moliéres
Tid, men hans bedste Indfald var Grundlæggelsen af det danske Teater i Lille
Grønnegade (Ny Adelgade) - den første nationale Scene i Norden og den,
for hvilken Ludvig Holberg skrev sine Komedier. Virksomheden maatte standse
efter seks Aars Forløb, men Montaigu anede Ideens Levekraft, siden han i sin
Ansøgning kunde skrive: »Mere kyndige Folk vil fuldkomme det Forehavende,
somjeg i min Nidkærhed i det mindste vil faa Æren af at have begyndt«. Hans
Elever, de unge Studenter, han havde »dresseret« til at spille Komedie, var spredt
for alle Vinde, og kun én af dem, Frederik de Pilloy, en élégantier med fransk
Verve, fik nogen Betydning for Teatret paa Kongens Nytorv. Men foreløbig
drog han som Aktør ud paa lange Rejser, om hvilke vi intet positivt ved, medens
Holberg udgav sine Komedier under Titlen »Den danske Skueplads«. Tidligere
havde de været pseudonyme, nu var de anonyme. Skæbnen vilde, at dette