47 / 100
42
ROBERT N EIIEN D AM
Monument i nordisk Aandsliv, dette Væld af karakterfulde og lunerige Repliker
til Skildring af Mennesker, skulde foreligge i afsluttet Form i en Tid, som i
Poesien kun vilde tillægge Salmedigtningen Værd. Men medens Teatret i Lille
Grønnegade blev revet ned, spredtes Komedierne i stigende Grad i Folket.
Ryet bredte sig til andre Lande, og Opførelser fulgte særlig i Sverige, Rusland
og de tysktalende Stater. Saaledes gik det til, at et Mesterværk som »Erasmus
Montanus« først kom frem i Rampens Lys paa tyske Scener og ikke i den By,
hvor det var skrevet, og hvor Forfatteren levede. Men det strider mod de histo
riske Kendsgerninger at mene, at Holberg blev standset af Pietismen i sin Ud
vikling som Komedieskriver. Hans egne Ord siger os noget andet. Den Sinds
tilstand, som han selv kaldte sin »poetiske Raptus«, var afsluttet, inden Komedie
opførelserne i Lille Grønnegade ophørte. Han beklagede sig da heller ikke, men
syntes tværtimod lettet, fordi han blev fri »for al den Uro, al den Avind og alt
det strenge Arbejde, man stadig krævede af mig, saa længe Skuepladsen bestod,
paa mit Helbreds og Velfærds Bekostning«. Hans omfattende Aand søgte andre
Revierer, og uden Hensyn til de sceniske Forhold ansaa han sin Gerning paa
dette Omraade som afsluttet. Men deri tog han fejl.
Det tomme Rum i vort Teaters Tilværelse varede i nitten Aar, fra den sidste
Forestilling i Lille Grønnegade 1728 til den første Forestilling i 1747 paa en
midlertidig Scene i Læderstræde. Mellem disse Aarstal laa to Tronskifter og
hele Christian den Sjettes Periode. Efter de mange Forsagelsesaar virker Frederik
den Femtes Overtagelse af Regeringen nu, naar vi læser derom, som Solskin
efter Kulde og knugende Graavejr. Den nye Konge var en Modsætning til sin
Fader, karaktersvag ganske vist, men velmenende og godmodig, og han stod
dansk Nationalitet langt nærmere. For ham var Teatret en festlig Underhold
ning, medens hans unge, engelsk fødte Dronning Louise, en af Handels person
lige Elever, nærede varm Interesse for Musik, især italiensk Opera. Betingel
serne for Teatrets Genoprettelse var til Stede, og Ludvig Holberg levede endnu.
Hans Lyst til at satirisere var heller ikke død; det viste først og fremmest »Niels
Klims underjordiske Rejse«, og trods sin Svagelighed følte han Regeringsfor
andringen som et frisk Pust. Den aldrende Satyricus modtog Indbydelser til
Hoffester, og det morede ham, skriver han, som Filosof at kunne iagttage »en
høj Forsamling uden Maske, uden Sminke, uden afpassede Skridt og uden paa
Skruer satte Ord«. Den utvungne Naturlighed tiltalte ham, og han glædede
sig over, at Kongen grundede sit Hus’ »Styrke og Sikkerhed paa sit Folks Kær
lighed«. Under Christian den Sjette var Hoffets Omgivelser for at tjene Pietismen
»ærbare og alvorlige som gamle Katte«, men nu havde Livet faaet en anden
Tone. Det var ikke længere et Gudfrygtigheds Tegn at hænge med Hovedet.
Da Holberg tilegnede den nye Monark sin Oversættelse af Herodians »Den
romerske Historie«, skrev han rent ud: »Eders kgl. Majestæts livsalige Regimente