48 / 100
H VO R D AN D ET GIK TIL
43
har saaledes charmeret mig og alle oprigtige Undersaatter, at vi alle har faaet
ligesom nyt Liv og nye Kræfter«. Han ønskede blot at være ti Aar yngre.
Det var dog ikke den 62-aarige Holberg personlig, der grundlagde det nye
Teater, men han trak i Snorene, og hans Aand svævede over Vandene. Før
var det en Franskmand, nu en Tysker, der sammen med ham rejste den danske
Skueplads, som skulde blive den endelige, den, der som Institution bestaar
endnu. Den fremaddrivende Kraft hed Carl August Thielo. Han var Organist
og Komponist, nærede ogsaa Aspirationer som Forfatter og udgav den første
Lærebog i Musik trykt i København. En urolig Sjæl var han, der altid søgte
at holde sig i Vindsiden, men hvis Virken tilhørte Øjeblikket; til Eftertiden
naaede hans Navn kun gennem den Musik, han skrev til nogle af Holbergs
Komedier. Denne Optimist med Startglæde, men ringe Udholdenhed, fik
30. Decbr. 1746, altsaa inden Sørgeaaret for den afdøde Konge var til Ende,
et kgl. Privilegium, ifølge hvilket det blev ham tilladt i København at »anrette
danske Skuespil efter den Plan, som forhen af Os elskelige Ludvig Holberg er
bleven lagt«.
Betegnelsen »Plan« er af senere Forfattere opfattet anderledes, end Meningen
var. Man har troet, at der forelaa en Administrationsplan med Budget og Over
slag fra Holbergs Haand. Men Ordet Plan betød dengang Mønster. Den nye
Skueplads skulde indrettes efter det Forbillede, som Holbergs Lystspil indeholdt.
Hvad dette vilde sige, udtrykte Thielo selv i sin Ansøgning, der ikke kan have
været Holberg ukendt: De danske Komedier, som ogsaa opførtes med Bifald
i andre Lande, var »et Spejl, hvori Lyders Hæslighed og Dyders Dejlighed ses,
og Folk instrueres ridendo«. Skuespillerne fik han, ligesom forhen Montaigu,
fra Universitetet, og at det ikke var mindre risikabelt for Studenterne nu end
tidligere at give sig i Lag med »teatralske Eksercitier«, oplevede stud. theol.
Matthias Birch, da han efter et kort Forsøg som Aktør atter bankede paa Fakul
tetets Dør. Det var med stor Betænkelighed og først efter et Aars Karantæne,
at de teologiske Professorer genoptog Forberedelsen til Præst af en Person, der
nylig havde »ageret paa Theatro opdigtede Fabler og søgt at fornøje Tilskuerne
med Skiæmt og letsindige Talemaader«, hvilket efter den lærde Professor Wøl-
dikes Mening var det samme som at bruge sin Mund »til vanhellig, raadden,
letfærdig og giækkelig Snak«. En saadan Dom maa have vakt Holbergs Ironi,
men han beherskede sig. Som Komedieskriver mente han ikke, at »smukke
Folks Børn«, der skulde være Degne eller Præster, tog nogen Skade af at spille
Komedie, men fra sit Sæde i Konsistorium fulgte han Flertallets modsatte Me
ning. Situationen har næppe været behagelig, men han lod sig »ingenlunde af
skrække af visse Geistliges Declamationer, allerhelst saasom Theologi selv ere
ikke eenige udi de Domme, som fældes over Skue-Spil«.
Vi ved ikke, om han havde en Finger med i Spillet, da Truppen blev dannet,