53 / 100
48
ROBERT N EIIEN D AM
tre Talenter, Clementin, Hortulan og Madame Lenkiewitz, som skulde faa stor
Betydning for Komediehuset paa Kongens Nytorv. I Juni Maaned oplevede
Entreprenøren den Tort, at de danske Skuespillere lejede hans Lokale, fordi det
lille Gjethus maatte nedrives for at give Plads for Eigtveds Bygning, v. Qvotens
forladte Tempel var altsaa Aktørernes tredie og sidste Interimsscene før Aab-
ningsforestillingen. De tre Teatre havde det til fælles, at de ikke efterlod os
nogen Plakat. Vi maa for at rekonstruere deres Tilværelse stole paa Avertisse
menterne i Datidens primitive Aviser. Deres Levetid strakte sig over ca. tyve
Maaneder, og Holbergs Komedier var, flankeret af Moliéres Lystspil, Reper
toirets Hovedbestanddel. Annoncerne giver nu og da smaa Oplysninger af In
teresse, for Eks., at v. Qvoten, der boede i Antonistræde hos »Brændeviins-
Manden«, nedsatte Billetpriserne til Teatret i St. Kongensgade af Hensyn til »den
lange Vej«, og at kun et begrænset Antal Tilskuere blev indladt i Bergs Hus i
Læderstræde »for Varmens og Mageligheds Skyld«.
En ulige værre Konkurrence end v. Qvotens Forsøg var den italienske Opera
paa Charlottenborg og et fransk Selskab, som spillede Værker af Molière, Reg
nard og Destouches i et Lokale paa Nørregade, begge med kgl. Understøttelse.
Holberg havde kun været der én Gang, skriver han, og det var nok; thi paa
denne ene Aften hørte han flere Eder, end han gennem hele Vinteren havde
hørt paa den danske Skueplads. Han forundredes over, at Tilskuerne ikke blev
forargede, da de dog taalte saa faa Friheder i hans egne Komedier: »De tænkte
maaske, at Gud ikke regner det saa nøje, om man bander paa Fransk«. Han
kritiserede ogsaa Dragterne, men tvivlede dog ikke paa, at de snart vilde blive
Mode, blot fordi de var franske. Det unge Kongepar fulgte Smagen fra det
toneangivende Hof i Versailles. Paa sin Brudefærd til Danmark havde Dron
ningen i Hamburg overværet Forestillinger af Italieneren Pietro Mingottis Sel
skab, som nu blev kaldt til København. Maleren Jacopo Fabris, en Venetianer
med fortrinlig teaterteknisk Viden, indrettede et Teater paa Charlottenborg,
hvor Dørene sloges op paa Dronningens Fødselsdag i 1747, altsaa samtidig med,
at Gjethuset (eller »Tjærehuset«) blev aabnet. Men medens Borgerskabet, den
Middelstand, hvis sunde Fornuft Holberg (ligesom siden H. C. Andersen) satte
mest Pris paa, gik i Gjethuset, var Italienernes Premiere en celeber Begivenhed
for Adelen og Aristokratiet, og man maatte mindst have Justitsraads Rang for
at slippe ind. Sangerne var tekniske Dygtigheder, der i Mestastasios Operaer
med Emner fra den klassiske Oldtid stak deres Arier ud med Brillant. Sinds
svage Tekstgentagelser gav rig Anledning til flotte Sortier. Efter højeste Mode
var Heltene Kastrater, hvilket blev meddelt som en Anbefaling af Hensyn
til Tonebevægelsen op til det høje C. Primadonnaen lignede en »uhyre Kød
masse«, skrev den franske Redaktør de la Beaumelle, og hun ledsagede »hver
Stavelse med en Grimace eller en tour de force«. Genren lignede den opstyltede