57 / 100
52
ROBERT N EIIEN D AM
Huse, men med Tiden kunde det blive Hofsproget. Prologus erkendte, at Skue
spillerne endnu var ufuldkomne, men under Dronningens Beskyttelse vilde de
udvikle sig, thi de kendte hendes Interesse for Teatret. Han følte det som en
stor Ære at faa Lov at ønske »Landets Moder« et langt, lykkeligt Liv og at ud
tale Haabet om, at hun snart maatte føde Danmark og Norge en Kronprins.
Disse Ønsker gik kun delvis i Opfyldelse; vel fødtes seks Uger senere Christian
den Syvende, men Dronningen døde allerede i 1751, kun 27 Aar gammel.
Teatret var i den Anledning lukket i et halvt Aar. Da Prologen var til Ende,
opførtes - ikke en Komedie af Holberg, men to nu længst forglemte Skuespil,
der straks markerede Teatrets franske Afstamning, og som begge nylig var spillet
paa Teatret i St. Kongensgade. Sandsynligvis havde Direktionen ladet forespørge,
hvad Kongen ønskede at se, og Valget var da faldet paa Regnards femakts
Komedie »Dobleren« samt Lafonds Enakter »De tre Rivaler«; det første, der
i Tidens Teatersprog kaldtes en »Hoved-Komedie«, indeholdt et Angreb paa
den herskende Spillelidenskab ; det andet var en versificeret »Efter-Komedie« eller
»Nachspiel«, som undertiden var det »artigste«, d. v. s. det morsomste, men i
Reglen ogsaa det mest ubetydelige. Derfor var Holberg en Modstander af
Genren. Især foragtede han »Vulcani Kjæp« afRegnard, som brugtes til pièce de
rideau, da »Mascarade«, hans første Komedie i det nye Hus, stod paa Plakaten
Lille Nytaarsaften 1748.
En anden Pen vil i nærværende Skrift skildre Scenens Indretning og Belys
ning, Dekorationerne, Kostumerne og Orkestret. I Teatrets første Tid gaves
to Forestillinger om Ugen, men aldrig om Søndagen; Spilletiden var Kl. 5, og
efter fransk Skik annoncerede Hovedpersonen den næste Forestilling, naar
Komedien Kl. 7 var til Ende. Folk skulde hjem i god Tid, saa at alt kunde være
roligt og Vægterne sove i Fred, naar Byportene var lukket Kl. 10. Holberg
paatalte i en af sine Epistler, at Publikum lod sig regere af Moden, som bød
Godtfolk at leje Vogn til Komediehuset i Stedet for at gaa derhen; man vilde
nok anvende en halv Daler til at divertere sig med et Skuespil, men »saa som
Vognlejen koster lige saa meget, maa man slaa den Tand ud«, og dette skadede
Besøget. Undertiden gaves for Indtægtens Skyld Bal paa Komediehuset, og
saadanne Aftener serverede Aktricerne Kaffe og The. Saa gik det nok muntert
til. En Restauration fandtes endnu ikke i Huset, men nede i Kælderen indret
tedes en Vinstue, som ikke var ufarlig for Aktørerne. Den blev drevet af Direk
tøren, Vinhandler de Pilloy, der ikke alene satte i Scene, men ogsaa leverede
den Mad, som blev fortæret i Komedierne, og man faar af Regningerne det
Indtryk, at de smaatlønnede Skuespillere gerne spiste sig mæt paa Teaterkassens
Bekostning. En anden Skik var, at de havde Lov til at beholde Stumperne af
de Talglys, som resterede efter Aftenens Forestilling. Dette Emolument varede
helt ned til 1857, da Gassen afløste Olien og Lysene. 40 Rdlr. var den almindelige