59 / 100
54
ROBERT N EIIEN D AM
»Bryllupsskænk«, og nu og da fik de flittigste Penge til en ny Klædning; paa
Kongens Fødselsdag modtog Herrerne en Flaske Rødvin, Damerne en Flaske
Rhinskvin »samt noget at spise til Gratial-Vinen: En Cappun, en Skinke, to
stegte Gæs, Anchiovis, Sallat og Franskbrød«. Plakaterne var af samme Format
(20X 16 cm) som i Lille Grønnegade, men uden de morsomme Tilføjelser, der
uden Tvivl i flere Tilfælde skyldtes Holbergs Pen. Hverken Forfatterens eller
de optrædendes Navne blev angivet, men desto tydeligere »Sedlerne«s Pris, som
varierede fra én Sletdaler til 24 Skilling. Der kunde højst være ca. 300 Rdlr.
i Kassen. Men den Indtægt var sjælden, endog naar Kongen beærede Komedie
huset med sin Nærværelse, thi da optoges mange Pladser uden Betaling af
»Suiten og det kgl. Livrée med Hoftyrken og anden Betiening«. Naar Cortégen
nærmede sig, blæstes i Horn, og Vagten uden for Teatret, der til Hverdag be
stod af fire menige Soldater, blev saadanne Aftener forstærket. Billetsalget fandt
Sted dels paa Økonomidirektøren, Raadmand Jørgensens Kontor, dels ved Ind
gangen. »Ingen uvedkommende blev indladt paa Theatrum« d. v. s., at Byens
petit-maitres ikke som tidligere kunde købe Billetter til selve Scenen. Holberg
fortæller, at hans Komedier gav »bedre Renter« end Oversættelserne, og det var
rigtigt. Da »Erasmus Montanus« endelig naaede frem en Juniaften i 1751, var
der 298 Rdlr. i Kassen, altsaa udsolgt Hus, og det samme var Tilfældet, da
»Plutus« opførtes i April s. A. Publikum klappede ikke, før Majestæterne havde
givet deres Bifald til Kende. Men trods al Kongerøgelse var Teatret en folkelig
Anstalt, der ikke indlod sig paa at stille saadanne Krav, som Mingotti vovede,
da han forlangte en Gulddukat pro persona af »Folk af Qvalité« for Adgangen
til Operaen paa Charlottenborg.
Dansk Skuespilkritik fandtes først over tyve Aar senere, men vi ved, hvad
de fremmede Litterater, som opholdt sig i Hovedstaden, mente om det nye
Teater. Franskmanden la Beaumelle var kendt for sine ikke talentløse, men
overmodige Domme, der til sidst umuliggjorde ham Opholdet i København.
Ved en Sammenligning mellem Skuespillerne tildelte han de franske Prisen,
og de burde derfor, mente han, optræde paa den danske Skueplads. Aktricerne
var i hans Øjne ikke Skønheder, men nette; dog vilde man i Paris ogsaa synes,
at Jfr. Thielo var en Lækkerbidsken. »Vil I altid blive staaende ved Hr. Hol
bergs attiske Salt og ved flove Oversættelser af ypperlige Originaler ?«, spurgte
han. Dansk lød i hans Øren »klagende og rørende«, og Sproget var derfor vel
egnet til at udtrykke »store Følelser«. Det var Spillet paa Kothurnen, han efter
lyste - uden at begribe, at denne Form ikke egnede sig til det danske Naturel.
La Beaumelle havde ikke Forstaaelsen af, hvad hele Sagen drejede sig om,
nemlig at skabe et Nationalteater. Derfor irriterede han Holberg, som vidste,
at den franske Causeur ikke forstod Dansk; han havde set hans Landsmænd
spille »Tartuffe« saa slet, at han ikke kunde »bie til Enden«, skønt »man ellers