65 / 100
60
ROBERT N EIIEN D AM
en stor Del af sin Lykke, skrev hun, og hun bad ham mindes hende. Hun var
den eneste af Skuespillerne, som efterlod et Par venlige Ord om ham. Rimelig
vis har hendes Dannelse tiltalt ham. Hun havde litterære Aspirationer og skrev
flere Skuespil, blandt hvilke Lystspillet »Mariane eller det frie Valg« blev den
først opførte danske Komedie efter Holberg.
Let paa Taa levede Caroline Amalie Thielo, der blev en Hovedperson i
Byens chronique scandaleuse. Hun var Datter af Musikeren, Teatrets første
Privilegiehaver, og kun tretten-fjorten Aar, da hun spillede Leonore, men
tidligt udviklet, yppig af Skikkelse, med en skøn Rejsning og et friskt Ansigt,
der beherskedes af store, livfulde Øjne. Nogen sikker Viden om hendes Talent
er ikke levnet os fra Samtiden, men vi ved, at hun gjorde stor Lykke, ikke
mindst som Agnès i »Fruentimmerskolen«; al Rokokoens Charme og Pikanteri
udstraalede fra hendes Person. Pilos Portræt af hende, stukket af Preisler, er vort
skønneste Skuespillerinde-Billede, malet i Dronning Louise-Stilen, præsentabelt
overalt i Verden. Grovere, mere beregnende i Udtrykket, er andre Portrætter
af hende, som lader os forstaa, at det var hende, Holberg hentydede til, da han
i sit »Tordenbrev« (fra 1753) til Aktørerne haanede dem, som »nærede sig ved
ublu Midler«. Hans aabenhjertige Udtalelser om hendes Forhold til det sjette
Bud krænkede hende i den Grad, at hun anlagde Sag imod ham for Æresfor
nærmelse, men da det aldrig har været muligt at finde Arkivalier om dette
interessante Sammenstød, maa vi tro, at Sagen ikke naaede at blive procederet
paa Grund af Parternes Død, der indtraf med faa Dages Mellemrum. Kort før
havde hun spillet en af sine Glansroller, Sophronia i Calderons Komedie »Livet
er en Drøm«. Hendes Død blev derimod en haard Realitet, som journalistisk
set vakte større Opsigt end Holbergs, men skaffede hende en vis Berømmelse
i Teaterhistorien. Hun skal have sladret
0111
nogle af Frimureriets Hemmelig
heder, som hun havde lokket ud af sin Elsker, den russiske Gesandt, Baron v.
Korff. Motivet skal ikke have været Ondskab, men et Væddemaal. Baronen
opfattede imidlertid hendes Kaadhed som et Udslag af Vildelse og sendte hende
et »Opsigelsesbrev«, der gjorde et saa voldsomt Indtryk paa hende, at hun fik
heftig Feber og et Par Dage efter døde. Hundrede Aar senere fortalte Th. Over-
skou, hvis Hjemmelsmand sikkert har været kgl. Skuespiller Schwarz, der selv
var høj Frimurer, at Baronen havde ladet sin Kammertjener og Kirurg aarelade
hende saa kraftigt, at hun døde af Blodtabet. Frimurerne har siden protesteret
mod Historien, som nogle har fæstet Lid til, andre ikke. Vi ved kun, at Aare-
ladning paa den Tid anvendtes mod »Ustyrlighed«, og at Gesandten var en
haard Negl og dertil en Libertiner og Feinschmecker, som anvendte mange
Penge paa sine liaisons. Den ydmyge Dedikation, hun kort før sin Død skrev
til ham i sin Oversættelse af Saint-Foix’ Komedie »Deucalion og Pyrrha«, opført
1753, viser, at han var den overlegne i deres Forhold. En anden af hendes Be-