70 / 100
HVORDAN DET GIK TIL
65
^/7r- /6
^
yrffl*-
&fb& cJ
^¿v ,£/
¿¿- ^
U
t
^JL
gu, L
ima
I
¿'«•A
-*' ty $ rrJic U
a
.
Ae ¿¡W
^yKc/J^i/Cc^^
¿J ^
tof
*^‘
f*'c'*~
JUUu
■ t
/• ^
<u> ^
c/^*
f a*'1*vHt'
nC<r
flt&fcie. /ty
k a t y å ,
CIA/Åjl£æ£
^ j - l s
l
føerfb-TL^/}T^/
7
^ ¿d jfx
^C/ 'jwV^ty'
■
OjX^^rnéfityfL/'Lyfc
O ø .
Holbergs egenhændige Ordre fra 1752 til Kassedirektionen om at udbetale Aktørerne
Clementin og Hortulan samt Madame Lenkiewitz et Gagetillæg, for hvilket de kvitterer.
(Teatermuseet).
brev«, han i sit sidste Foraar sendte Skuespillerne, er et Bevis paa. Indholdet
drejer sig desværre ikke om kunstneriske Spørgsmaal, men kun om en lumpen
Teaterintrige, som han skarpt gennemskuede. Rose og Madame Lund vilde
hindre Ansættelsen af en Madame Rosenkilde, som Holberg fandt »beqvem«.
Paaskudet var, at deres Moral ikke tillod dem at optræde med hende, fordi
hun var blevet skilt for Utroskab; men Holberg læste dem skarpt Teksten for
dette Hykleri. Gyldig den Dag i Dag er hans Advarsel mod at gøre Ledelsen
afhængig af to-tre Skuespilleres Kapricer; han vidste, at saadanne Væsener,
som man i vore Dage kalder »Stjerner«, sjældent kan dømme om andres Talent
og helst vil være fri for talentfulde Medspillere. »Mit Humeur er ikke anderledes«,
skrev han et andet Sted, »end at jeg stedse maa sige Sandheden«. »Tordenbrevet«
var en saadan ildehørt Sandhed, rettet mod det skrøbelige Skuespillertempera
ment, som han ikke havde Sans for, men som han ikke kunde undvære, naar
han skulde have sine Komedier levendegjort paa Scenen. Han nævner i Epist
lerne ikke en eneste af disse Kunstnere, skønt der var store Begavelser imellem,