74 / 100
HVORDAN DET GIK TIL
69
gom«, Holbergs sidste Komedie, en lidt ramsaltet Vaudeville, som besynderligt
nok først naaede frem paa det Teater, for hvilket den var skrevet, i 1882, 128
Aar efter Mesterens Død. De nye Moder irriterede ham, men han benyttede
dem, thi de var scenisk virkningsfulde. Men Alderdomskomedierne havde ingen
Evighed i sig, hvormegen Pris han end selv satte paa »Plutus«, den bedste af dem.
Der groede ikke ud af disse Allegorier nogen ny Tid for Skuespilkunsten. Der
imod havde de franske Skuespil, han filistrøst bedømte, meget Nyt i deres
Følge, thi fra dem udgik Genren »det borgerlige Drama«.
Da Teatret paa Kongens Nytorv havde bestaaet i fem Aar, gik Holberg
bort. Døden indtraf Natten mellem 27. og 28. Januar 1754. Han var da en vidt
berømt Skribent, hvis Skuespil tilhørte Verdenslitteraturen. Nyere Forfattere
har bebrejdet Teatret, at det ikke arrangerede en Sørgefest ved Stifterens Død.
Det blev udlagt som en stor Utaknemmelighed mod ham, der havde skænket
det alle sine Komedier, men Forklaringen er, at man endnu i Midten af det
attende Aarhundrede ikke ansaa Scenen for at være et passende Sted for en
Sørgehøjtidelighed. Denne Opfattelse blev først brudt af Romantiken; i Dan
mark var Johannes Ewald den tidligste, hvis Minde blev hædret paa den Maade.
Alle Holbergs Komedier paa fire nær var spillet i hans Levetid, og i Dødsaaret
havde Teatret 25 paa Repertoiret - et enestaaende Tilfælde. Da han laa paa sit
Dødsleje, fik »Det lykkelige Skibbrud« Première. Det var ejendommeligt, at
just denne Komedie skulde blive hans Svanesang, da den indeholdt hans Selv
portræt og Forsvaret for hans dramatiske Skribentvirksomhed, idet alle hans
Figurer passerer Revy i Stykkets Retsscene. Mon der den Aften gik Bud hen
til den døende Mester om Opførelsens Forløb? Teatret var udsolgt, Londemann
og Clementin var i Ilden som Henrik og Jeronimus, og Stykket var en af de
levende Komedier, hvormed siden begge Sekularfester og Aabningen af den
nuværende Bygning blev højtideligholdt i 1874.
Traditionen gaar ikke tilbage til Holbergs Tid, hvis man med Tradition
forstaar bestandig Efterligning af Fortidens Udførelse. Enkelte Træk er levnet,
men længe, altfor længe, eftergjorde de gamle Skuespillere, hvad de havde set
den forrige Generation gøre, og først med William Bloch kom omkring Aar
1900 den egentlige Fornyelse, som Edv. Brandes forud havde efterlyst i sine
Anmeldelser, samlede i Bogen »Holberg og hans Scene«. Den gik ikke ud paa
at modernisere Teksten eller paa at give Personerne Nutidens Klæder, men
paa at skaffe Komedierne stilfulde Rammer, der harmonerede med Holbergs
moderne virkende Satire. William Bloch afskaffede de stereotype Tricks, hvori
der ikke var anden Hensigt end at fremkalde tom Latter, og han udfyldte Hul
lerne i Holbergs undertiden springende Tekst med lunerige Paafund i hans
Aand; hver let henkastet Antydning udnyttedes til Bestyrkelse af Karakteristiken
og den logiske Mening. Han begyndte med andre Ord helt forfra og gik i Dybden,