71 / 100
6 6
ROBERT NEIIENDAM
og skønt han maatte vide, at dette Kuld, han her saa for sine gamle Øjne, vilde
blive vort Nationalteaters Grundlæggere. Naar senere Dramaturger har skrevet,
at hine Skuespillere havde den bedste Instruktør, som kunde tænkes, nemlig
Holberg selv, gør de sig skyldig i Forveksling af Evnen til at skrive med Evnen
til at gengive. Vi ved ikke noget om hans kunstneriske Forhold til Skuespillerne
udover, at han helst saa, at Grunden til Komediernes Sceneheld ikke blev søgt
i deres Kunst, men i Stykkernes »egen, indvortes Valeur«. Hans geniale Blik
for Mennesker svækkes dog ikke af hans ringere Forstaaelse for Skuespillernes
Indsats. Den Mangel deler han med mange senere Forfattere.
Men modsat vidste Aktørerne heller ikke noget at fortælle om ham. De
var dannede Mennesker, der nok kunde føre en Pen, men de er alle tavse om
Skuepladsens Stifter, og kun én af dem, Jfr. Materna, sagde ham Tak. Blot
nogle faa Sider om Holbergs personlige Forhold til Teatret vilde have skaffet
deres Forfatter Navnkundighed. Men om dette Emne er de alle stumme, og
i Tavsheden ligger der et Vidnesbyrd. De har aabenbart ikke kunnet lide den
sparsommelige, i stigende Grad pirrelige Baron. Den unge Knud Lyhne Rahbek
kendte flere af Skuespillerne paa deres gamle Dage, især Rose, men det faldt
heller ikke ham ind at nedskrive, hvad de maa have fortalt. Vi kender kun en
fattig Anekdote om, at Holberg skal have foreslaaet Skuespiller Clementin at
iagttage en forvirret Renteskriver, da han indstuderede Vielgeschreys Rolle i
»Den Stundesløse«, og deraf har man saa draget den ikke overraskende Slut
ning, at Holberg raadede Skuespillerne til at gøre Naturstudier. Forfatteren
Clemens Tode, Teatrets første Læge, skriver, at Clementin betroede ham meget
om Holberg og Teatret i dets tidligste Periode, men hvad det var, han fortalte,
faar vi ikke at vide. Der maa have været en besynderlig Fjernhed mellem denne
Digter og hans Skuespillere. Forskellen i Temperament har været for dyb; den
lærde Mand, den store Økonom og Ordensmester har ærgret sig over Skue
spillernes lette Maade at tage Livet paa; deres tilsyneladende sorgløse Tilværelse,
deres dramatiske Uro i Blodet, det bølgende Sind og den letvakte Fantasi har
trættet ham, og han har ikke gidet høre om deres Intriger og indbyrdes Splid.
Derfor læste han dem Teksten i »Tordenbrevet« og udslyngede denne Sætning:
»Det kan ellers være mig lige meget, om der bliver Comoedie eller ej, thi jeg
kommer der kun ganske sielden«.
Men der var ogsaa andre Grunde til hans Tilbageholdenhed. Han var vred
paa den første Direktion, fordi den anvendte for mange Penge til Udstyr af
saadanne Skuespil, som efter hans Mening var »mere for Øjnene end for Ørerne«.
De blev udstyret flottere end hans egne Komedier, til hvilke man lejede Drag
terne ude i Byen. Han havde flere Gange, men forgæves, »søgt saadant at mode
rere paa det at en nyttig Stiftelse ikke skulde henfalde til puur Harlekineri«.
Han afskyede de smaa fikse, franske Stykker, der krævede en Kende Udstyr
eller lidt sød Musik, for Eks. »Den forheksede Skaal«, »Vulcani Kjæp« og »Merlin