67 / 100
62
ROBERT N EIIEN D AM
og diskrete Midler, hvorfor Hortulan kunde vidne om hende, at hun aldrig
havde set Publikum, men desto tiere
hørt
det. En saadan knap Karakteristik
siger mere end mange Ord. Det Portræt af hende, malet af P. Als, vi her ser,
har ikke før været gengivet. Blandt Brugbarhederne var Student Lorentz Reers-
lev, hvis Ansættelse Holberg støttede, ogsaa for at skaffe Rose en Konkurrent;
han kendte ham fra »det musikalske Societet«. Reerslev var smuk og Teatret
nyttig som Dublant, Kantatedigter og Oversætter; forøvrigt var han den første
danske Skuespiller, der skrev en Komedie: »Den nøjsomme Hyrde eller Naturen
fornøjet med Lidet« (opført 1761), en Idyl i den traditionelle Schaferstil. Jens
Musted var Teatrets første Tenor og medvirkede i de italienske Operaer blandt
fremmede Kolleger; han nævnes her, fordi han var den eneste af det Holbergske
Personale, der 45 Aar senere virkede sammen med den unge Skuespiller Adam
Oehlenschlager. Ældst af dem alle blev Student Christian Lehmannsen Printzlau,
en ubetydelig Skuespiller, men en nyttig Garderobeforvalter, der først døde
1802, 87 Aar gammel, som den sidstlevende af den Trup, der havde grundlagt
Værket for Holbergs Øjne. Vi ser her første Gang hans Portræt. Man maa be
klage, at ingen af Datidens unge Skribenter fandt paa at nedskrive de Enkelt
heder, en saadan gammel Herre maa have haft at fortælle om Holberg.
For det er jo den gamle Mesters Forhold til Skuepladsen, der giver dens
Historie i de første Aar bestandig Interesse. Efter hans Mening skulde Teatret
være et Folkeuniversitet, hvor Sproget, Sæderne og Smagen blev forbedret.
Men den moralske Paavirkning maatte ikke være kedelig; Publikum skulde,
saaledes lød hans Program allerede i Thielos Ansøgning, »instrueres leende«,
men Lystigheden maatte være sindrig. Teatrets Sjæl var for Holberg »Festivitas
og Gayeté«, og hvis man udnyttede Scenen paa dette Grundlag, vilde den blive
et fortrinligt Vaaben mod alt det uægte og taabelige i Livet, som det var hans
Mission at bekæmpe. Men Direktør vilde han ikke være. »Det er vanskeligere«,
skrev han, »at holde i Ave en Troupe af Acteurs end en Krigshær, som bestaar
af mange adskilte Nationer«. Der laa ikke faa Erfaringer fra Grønnegadeteatret
bag disse kloge Ord. Men da han var Skuepladsens Stifter - og det fremhævede
han i stigende Grad paa sine ældre Dage - vilde han ikke nægte det nye Fore
tagende en hjælpende Haand.
Men om Begejstring, end sige en Gentagelse af hans Ungdoms »poetiske
Raptus«, var der slet ikke Tale. Han skrev vel seks nye Komedier, men vilde
være den samme Holberg for os, selv om han ikke havde skrevet dem. Thi
intet af Mesterværkerne var derimellem. Med Undtagelse af »Den forvandlede
Brudgom« er disse Alderdomsarbejder for længst udgaaet af alle Teatres Re
pertoire. I »Plutus eller Proces mellem Fattigdom og Rigdom« viste han, at
Livets Goder, som utilfredse Mennesker bestandig higer efter, mister Værdien,
naar de er kommet i deres Besiddelse. Stykket blev i 1751 en øjeblikkelig Sukces,