63 / 100
58
ROBERT N EIIEN D AM
linge med Pengegaver, der enten kunde kastes op paa Scenen eller sendes til
Hjemmet, bad Londemann offentligt sig forskaanet for en saadan Indtægt.
Den, der i det daglige Liv med Ro og Myndighed holdt sammen paa Truppen,
var Iver Als, en Broder til Maleren Peder Als. Han var en intelligent og dannet
Mand, der i sin Egenskab af Teatrets Inspektør skrev mangfoldige Indberet
ninger og Forslag til Direktionen, men hans Stilling, der ogsaa omfattede Gar
derobevæsenet og efter Pilloys Død Scenearrangementet, medførte, at han
tidligt gav Afkald paa en stor Del af sine Roller. Kandestøberen spillede han
ifølge en Annonce efter Holbergs Ønske, og Don Ranudo og Pedanterne hørte
ogsaa til hans Repertoire, men Samtiden efterlod os iøvrigt hverken nogen
Karakteristik af hans Talent eller et Portræt af ham. Blandt hans Skole- og
Studenterkammerater var Christopher Pauli Rose, Teatrets første Elsker- og
Leanderfremstiller, til hvis Liv vi kender mest, fordi Rahbek i sine unge Dage
dyrkede ham og skrev en Del om hans Personlighed - dog ikke, hvad han for
talte om sit Forhold til Holberg. Set med den unge Litteratus’ Øjne var han
da »Fader Rose«, den ædle Mand og Scenens værdige père noble, hvis Portræt
han satte foran i sin naive Bog »Breve fra en gammel Skuespiller til hans Søn«,
hvormed han socialt og moralsk vilde hæve Standen. Men tredive Aar før
havde Holberg karakteriseret Roses Levned med Ordene »en Kiede af Uordent-
ligheder« og indstillet ham til en Bøde, fordi han paa en hjerteløs Maade op
kastede sig til Dommer over sine Kollegers Moral. »Intet er forargeligere«,
skrev Holberg, »end at høre en Person som Rose at catechisere«. Modsætningen
mellem Roses og Holbergs Natur har været altfor dyb - derfor Rahbeks Tavs
hed. Paa Scenen som i Livet var Roses Fremtræden elegant og selvbevidst;
han bar sit Hoved smukt - se blot paa det Portræt, malet af en af Pilos Elever,
der her bringes af ham, og som iøvrigt er vort tidligste Rollebillede (fra 1752) ;
det forestiller Rose som Skuespilleren Leander i »Hexeri eller Blind Allarm«,
men kunde lige saa godt forestille en kongelig Person eller en grevelig Gesandt.
Haïi var et heftigt Temperament, letsindig og fuld af Selvfølelse. Ved Christian
den Syvendes Fødsel tømte han i Løbet af Natten en Pokal gammel Rhinskvin
syvogtyve Gange paa Kronprinsens Velgaaende - og en anden Aften duellerede
han paa aaben Gade med en Officer, ved hvilken Lejlighed han blev »saa meget
hugget, at de næppe troede ham til Livet«. Men med Aarene faldt der Ro og
Værdighed over hans Person, og paa Scenen blev da det rørende Skuespil
»Fader Rose«s Omraade ved en smuk Forening af Mandighed og Følsomhed.
Roses anden Hustru Elisabeth Catherine Amalie Bøttger, en Guldsmed
datter, var kommet til Teatret paa Holbergs Tilskyndelse, da det manglede en
ung Aktrice. Han skal have kendt hende fra Faderens Butik. Endnu ikke fjorten
Aar gammel debuterede hun som hans syngende Leonore i »Kildereisen« og
var da en lille, nyfigen og koket Tingest, til hvem det morede Holberg at skrive