61 / 100
56
ROBERT N EIIEN D AM
Henrik med Ta'mperretsscenen i »Mascarade«. En Kollega skrev om ham: »Han
var altid ny og for Kunstdommeren altid ubegribelig, da det var bekendt, at
han aldrig læste om sin Kunst eller studerte den«. Hvad skulde han vel med
teoretisk Viden, naar han var et komisk Geni, en akademisk Klovn med en
tragisk Sjæl, der fik alle til at le. Mange af hans kaade Indfald levede længere
end han selv, for Eksempel i Kandestøberdrengens Rolle, der ogsaa ligesom
den pantsatte Bondedreng og Jacob Skomager hørte til hans navnkundigste
Figurer. Hans lazzi løb Byen rundt; naar Publikum kedede sig under en høj-
stemt Tragedie, kunde det falde ham ind helt umotiveret at vise sit Ansigt i
første Kulisse - saa var Kedsomheden forbi! Kendte Folk, som sad i Teatret,
risikerede at se sig selv oppe paa Scenen, hvis han var i det Humør, men hans
Ofre blev ikke vrede, saa elskværdigt efterlignede han dem. Naar Moliéres Don
Juan duellerede, løb han som Tjeneren Sganarel af Skræk ud i Etagerne og
svarede derfra sin Herre, saa han vakte Tumult blandt Publikum. Længe levede
Mindet om, at han en Aften i en Gammelmandsrolle stødte Stokken i Gulvet
og ønskede, at han snart maatte faa Ro dernede; Tonefaldet røbede, at det ikke
var Graven, men Pilloys Vinkælder, han tænkte paa. Allerede omkring de halvt-
hundrede Aar var han udslidt og stræbteefter at komme bort fra Teatret, fordi
»den muntre Geist udi de unge, muntre Dage - ved Alders Mattighed sesgerne
at aftage«. Fremstilleren af Holbergs Henrik og Moliéres fiffige Tjenere og hans
skinhellige Tartuffe vilde være blevet lykkelig ved at opnaa en Bestilling som
Færgemand, Skriver eller Graver. Undertiden formede han sine Ansøgninger
i rørende, naive Vers:
»Nu har jeg længe nok fornøiet Publikum,
herefter ønske vil, at maa agere stum.
Den høje Magistrat kan gøre mig til Graver:
Ei Hoved, Vittighed, ei høie Talegaver
dertil udfordres, og en slig Katastrophé
en theatralsk Person giør til et Menneske«.
Men man vilde ikke af med ham. Saa maatte han blive ved den Haandtering,
ved hvilken han »ikke selv, men andre kun kunde le«. Det Portræt af ham, der
er levnet os, viser ham baade som Skalk og Alvorsmand, et Ansigt, som kan
spille i mange Nuancer, men bag al vis comica, bag alle Gavtyvestregerne lurer
Vemod og Melankoli. Det var dette Ansigt, der inspirerede Wessel til de udøde
lige Linier: »Man sukker, for han er ej meer, man husker, hvad han var og leer«.
Sit kunstneriske Testamente skrev han i Forordet til sin Oversættelse af Brandis’
Komedie »Tro ingen for vel«, da han mærkede, at hans svigtende Helbred »førte
ham uformærkt til den femte og sidste Akt og Knudens Opløsning i hans Livs
Komedie«. Erfaringen havde lært ham, at Publikum vilde »le for deres Penge«,