60 / 100
H V O R D A N DET GIK TIL
55
kunde tænke, at hvor man betaler dobbelt, faar man de bedste Varer«. Mere
forstaaende var den tyske Professor Elias Schlegel, vel fordi han var paa ven
skabelig Talefod med Holberg. Medens Beaumelle skrev for la haute volée,
forudsaa Schlegel Teatrets Betydning for Middelstanden. Han havde Syns
punkter til fælles med Holberg - vi maa tro, at den unge Mand har faaet Direk
tiver af den gamle Digter, som da ogsaa anbefalede ham til et Professorat i
Sorø. Schlegel forudsaa Teaterkritikens Nytte, men selv var han som fremmed
- i Modsætning til la Beaumelle - taktfuld nok til ikke at indlade sig paa kritisk
Virksomhed. Alligevel hører han med til Teatrets Tilblivelseshistorie, skønt
han ikke fik sine Skuespil opført, og skønt hans dramaturgiske Hovedarbejde
»Gedanken zur Aufnahme des dänischen Theaters« først blev trykt 17 Aar efter
hans Død. Han blev kun tredive Aar, men lever i tysk Litteraturhistorie som
en Forløber for Lessing. Ingen af disse fremmede Litterater havde Forstaaelsen
af Holbergs specielle københavnske Lune med det bergensiske Islæt. Han var
for dem en lavkomisk Lærling af Plautus eller Molière; de manglede Sans for,
at just der, hvor han fulgte de klassiske Forbilleder, var han stundom allermest
original.
I Privilegiet stod, at Direktionen skulde paase, at Truppen bestod af »skikke
lige Personer, og at Comoedierne for en billig Betaling opførtes, at intet derudi
forhandledes, som anrørte Religionen og den hellige Skrift«. Aktørerne skulde
være »duelige«, og hvis de ikke var det, skulde de afskediges. »Forsømmelse,
Liderlighed og Opsætsighed« gjorde dem ogsaa uværdige til at virke ved Skue
pladsen. Efter Holbergs Mening var de nye Skuespillere lige saa gode som de
forrige, »og dømme adskillige, der have set dem begge, de sidste at være bedre«.
De nyankomne i Personalet fik altid et Eksemplar af hans Komedier udleveret
som Grundlag for deres Virksomhed. Det var hans Figurer, Mennesker fra
alle Samfundsklasser, der lærte Skuespillerne at forme Typer fra deres egen Tid,
medens mange senere Roller, især i de franske Tragedier, kun var Skabeloner,
som blev fremstillet paa den unaturlige Vis, der længe efter Holbergs Død
bidrog til at inspirere Wessel til »Kærlighed uden Strømper«.
De to Skuespillere, der bar Repertoiret, var Gert Londemann og Niels Cle-
mentin; Henrik og Jeronimus, den første 30, den anden 27 Aar, begge Jyder,
Præstesønner og teologiske Studenter, men kunstneriske Modsætninger, der
supplerede hinanden. Londemann sprælsk og uberegnelig, Clementin gennem
tænkt i alle Detailler, Londemann rund og gemytlig, Clementin høj og tynd
med et markeret, livfuldt Ansigt, den ene kaad, den anden tør, begge latter
vækkende, repræsenterende den ældgamle sceniske Konstellation: Den lille
trinde og den høje magre. Londemanns Forvandlingsevne var uden Grænser,
og hans Stemme kunde varieres i det uendelige. Derfor blev Oldfux med For
klædningerne i »Den Stundesløse« en af hans berømteste Roller ved Siden af