Previous Page  62 / 100 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 62 / 100 Next Page
Page Background

H VO R D AN DET GIK TIL

57

og hvis Folk forlod Teatret uden at »Lungen var renset«, ærgrede man sig baade

over Forfatteren og Komediehuset. Denne Erfaring drev undertiden hans Komik

ud over Naturens Maal og Maade - i Modsætning til Clementins Spil, der var

Korrektheden selv uden derfor at blive kedeligt. Jeronimus, den Stundesløse

og hos Molière den gerrige Harpagon var hans Mesterværker, endog beundret

af Hoffets franske Skuespillere. Vi kender intet Portræt af Clementin, men vi

ved, at han var Ordensmesteren i det første Kuld af Nationalscenens Kunstnere,

Refleksionens og Situationsfølelsens tidligste Repræsentant, Fremstilleren baade

af Taabeligheden og den vidfulde Forstand, med smaa morsomme Overgange

i Minespillet. Det rørende laa derimod uden for Clementins Omraade, men

inden for sin Begrænsning var han en stor Skuespiller, og det Filigranarbejde,

han nedlagde i sine Figurer, gjorde ham til Mønstret for det yngre Slægtled.

Typisk for hans Nøjagtighed var de næsten kalligraferede skriftlige Arbejder,

han efterlod, især en »Samling af Danske Comoedier, som ere oversatte af andre

Sprog og opførte paa den Kgl. Danske Skueplads«, en Afskrift i elleve Bind,

udført med den mosaikagtige Udpensling, der ogsaa udmærkede hans Kunst.

Tilfældet vilde, at baade han og Londemann med nogle Aars Mellemrum skulde

optræde sidste Gang i den samme Komedie - nemlig som Geronte og Crispin

i Regnards »Det gavmilde Testamente«.

Mindre i kunstnerisk Format, men dog meget værdifulde for Teatret var

Studenterne Marcus Ulsøe Hortulan og Christopher Ørsted, en Grandonkel til

de berømte Brødre af samme Navn. De var begge smaa Mænd med brede

Ansigter, Ørsted grotesk og ret udvendig i sin Komik som Fremstiller af smaa

Holbergske Roller, men han var en dygtig Regissør, hvis Regnskaber nu er en

Hovedkilde til vor Viden om Nationalscenen i dens ældste Periode. Hortulan

spillede Jeppe, som han gjorde til Jyde, fordi han selv var fra Vendsyssel, »skønt

Pjecens Natur er sjællandsk«; forøvrigt var Arv’erne hans Speciale, og mærkeligt

nok udmærkede han, Bondefremstilleren, sig som Versfremsiger. Hans jyske

Sindighed og faste Diktion virkede som en levende Protest mod den opstyltede

Deklamation. En af Holbergs Beundrere, Højesteretsadvokat Horn, der i 1750

blev Direktør, skrev om Hortulan nogle Ord, der havde Adresse til den største

Del af Personalet: »Hortulan er bedre Acteur end Oeconomus, men Comoedie-

væsenet er bedre tient med en god Acteur, som er en slet Oeconomus, end

med en god Huusholder, som er en slet Acteur, og Tort, Trang og Sult kan

letteligen foraarsage, at en god Acteur taber sin Lyst til at læse i sine nye Roller;

saa holder jeg det for høist nødvendigt, at de Trængende af Truppen bliver

assisterede«. Gagen for de bedste Skuespillere var seks Rdlr. om Ugen, og selv

om dette Beløbs Købekraft nutildags vel nærmer sig to Hundrede Kroner, kan

det ikke have været økonomiske Udsigter, som drog de unge Studenter mod

Scenen. Men da »Adresseavisen« foreslog, at Publikum skulde belønne sine Ynd-