62 / 100
H VO R D AN DET GIK TIL
57
og hvis Folk forlod Teatret uden at »Lungen var renset«, ærgrede man sig baade
over Forfatteren og Komediehuset. Denne Erfaring drev undertiden hans Komik
ud over Naturens Maal og Maade - i Modsætning til Clementins Spil, der var
Korrektheden selv uden derfor at blive kedeligt. Jeronimus, den Stundesløse
og hos Molière den gerrige Harpagon var hans Mesterværker, endog beundret
af Hoffets franske Skuespillere. Vi kender intet Portræt af Clementin, men vi
ved, at han var Ordensmesteren i det første Kuld af Nationalscenens Kunstnere,
Refleksionens og Situationsfølelsens tidligste Repræsentant, Fremstilleren baade
af Taabeligheden og den vidfulde Forstand, med smaa morsomme Overgange
i Minespillet. Det rørende laa derimod uden for Clementins Omraade, men
inden for sin Begrænsning var han en stor Skuespiller, og det Filigranarbejde,
han nedlagde i sine Figurer, gjorde ham til Mønstret for det yngre Slægtled.
Typisk for hans Nøjagtighed var de næsten kalligraferede skriftlige Arbejder,
han efterlod, især en »Samling af Danske Comoedier, som ere oversatte af andre
Sprog og opførte paa den Kgl. Danske Skueplads«, en Afskrift i elleve Bind,
udført med den mosaikagtige Udpensling, der ogsaa udmærkede hans Kunst.
Tilfældet vilde, at baade han og Londemann med nogle Aars Mellemrum skulde
optræde sidste Gang i den samme Komedie - nemlig som Geronte og Crispin
i Regnards »Det gavmilde Testamente«.
Mindre i kunstnerisk Format, men dog meget værdifulde for Teatret var
Studenterne Marcus Ulsøe Hortulan og Christopher Ørsted, en Grandonkel til
de berømte Brødre af samme Navn. De var begge smaa Mænd med brede
Ansigter, Ørsted grotesk og ret udvendig i sin Komik som Fremstiller af smaa
Holbergske Roller, men han var en dygtig Regissør, hvis Regnskaber nu er en
Hovedkilde til vor Viden om Nationalscenen i dens ældste Periode. Hortulan
spillede Jeppe, som han gjorde til Jyde, fordi han selv var fra Vendsyssel, »skønt
Pjecens Natur er sjællandsk«; forøvrigt var Arv’erne hans Speciale, og mærkeligt
nok udmærkede han, Bondefremstilleren, sig som Versfremsiger. Hans jyske
Sindighed og faste Diktion virkede som en levende Protest mod den opstyltede
Deklamation. En af Holbergs Beundrere, Højesteretsadvokat Horn, der i 1750
blev Direktør, skrev om Hortulan nogle Ord, der havde Adresse til den største
Del af Personalet: »Hortulan er bedre Acteur end Oeconomus, men Comoedie-
væsenet er bedre tient med en god Acteur, som er en slet Oeconomus, end
med en god Huusholder, som er en slet Acteur, og Tort, Trang og Sult kan
letteligen foraarsage, at en god Acteur taber sin Lyst til at læse i sine nye Roller;
saa holder jeg det for høist nødvendigt, at de Trængende af Truppen bliver
assisterede«. Gagen for de bedste Skuespillere var seks Rdlr. om Ugen, og selv
om dette Beløbs Købekraft nutildags vel nærmer sig to Hundrede Kroner, kan
det ikke have været økonomiske Udsigter, som drog de unge Studenter mod
Scenen. Men da »Adresseavisen« foreslog, at Publikum skulde belønne sine Ynd-