69 / 100
64
ROBERT NEIIENDAM
og dømte »om deres Capacitet, som antoges til at agere«. Det vil med et moderne
Udtryk sige, at han var Teatrets Konsulent baade i litterære og dramatiske
Spørgsmaal, og netop fordi han var Stifter af Skuepladsen og selv havde »gjort
mange Originaler«, følte han det som sin Pligt at have Tilsynet med, »at de
blev nogenledes eksekverede«. Unge Mennesker, som vilde spille Komedie,
maatte søge ham i Professorboligen, for at han kunde dømme om deres Talent.
Deraf opstod den Fiktion, at de var blevet »engageret« af Baron Holberg, og
dette har givet Anledning til Misforstaaelser i Retning af, at han skulde have
haft med Teatrets Økonomi at gøre. Hans Opgave indskrænkede sig til en Ud
talelse over for Direktionen om Aspiranternes Evner, og da vi ved, at han kun
satte sin Fod »ganske sielden« paa Komediehuset - en Vinter var han der endog
kun to Gange - maa hans Domme om Personer og Skuespil have foreligget
skriftligt. Desværre gik en Masse Viden herom til Grunde, da Teaterarkivet
brændte sammen med Christiansborg 1794. Det har sin naturlige Forklaring,
at det fandtes der. Da det hurtigt - navnlig paa Grund af den fremmede Kon
kurrence - gik Teatret galt under den første Styreform, og Holbergs Haab om
at samle Kapital til »kommende Tiders Maverhed« var bristet, betalte Kongen
Gælden og overdrog Huset samt Privilegiet til Staden København, altsaa til
Magistraten, der ikke just modtog Gaven med Glæde, og i tyve Aar, 1750-70,
blev Institutionen ledet af Overpræsidenter, Borgmestre og Raadmænd, af
hvilke kun meget faa havde Begreb om Kunst, og for hvem Hvervet var en
ulønnet Plage, indtil denne Styreform ogsaa viste sig økonomisk uholdbar.
I 1770 stod Teatret paa Fallittens Rand, men Christian den Syvende betalte
Gælden og henlagde Institutionen under sin Partikulærkasse. Fra den Tid kaldtes
Teatret officielt »kgl.« - en Betegnelse, der har overlevet Slægt efter Slægt,
tre Grundlove, alle Teaterlove, hvoraf de to sidste blev gennemført af en social
demokratisk Undervisningsminister. Men fra 1770 og indtil Enevældens Ophør
1849 var de vekslende Overhofmarskaller Teatrets øverste Chef og Arkivets
Hjemsted selve Slottet, altsaa Brandstedet i 1794. Fra Holbergs Haand levnede
Ilden os kun et Regnskabsbilag, som det lykkedes den, der skriver dette, at
fmde for ca. fyrretyve Aar siden, en Henstilling til Kassedirektøren, Brygger
P. S. Holm (Raadmand Jørgensens Efterfølger) om at udbetale et Gagetillæg.
Holberg var nogle Uger i Efteraaret 1752 daglig Leder, medens Chefen, Over
præsident Rappe, var paa Rejse i Norge, og i den Tid søgte Holberg at hjælpe
Personalets mere stilfærdige Fremtoninger, men han vidste end ikke, hvordan
Fremstillerinden af hans Magdelone, Madame Lenkiewitz, stavede sit Navn.
Og han udelod de urolige Hoveder, Londemann og Rose. Men da Udbetalingen
var egenmægtig, blev den paatalt i Regnskabet; Chefens Godkendelse maatte
for Fremtiden forlanges. Hvor lidt end Holberg ønskede at beskæftige sig med
Ledelsen, fulgte han dog med paa Afstand, hvilket det tidligere nævnte »Torden-