73 / 100
68
ROBERT NEIIENDAM
Dragon«, hvori der var en munter Sang, lidt Sentimentalitet eller Trylleri; de
dannede Afslutningen paa Forestillingerne, men deres Indhold gav ikke Til
skuerne noget »at tage med hjem«. Saadanne »Nachspiel« satte Holberg i Klasse
med Stykker, som af ambulante Komedianter spilledes paa Torve og Markeder.
Os forekommer det, at han skød Spurve med Kanoner. Smaastykkerne gjorde
Lykke, især »Merlin Dragon«, hvis Parodi paa militær Eksercits i høj Grad
morede Kongen. Men Holberg ærgrede sig. Han skulde overfor Direktionen
udtale sig om Repertoirets Nyheder, men ræsonnerede i sine Epistler filistrøst
over Samtidens Skuespil fra Frankrig, det Land, hvorfra Fornyelsen skulde
komme. Han anbefalede næsten kun de franske Komedier, der tidligere var
spillet, og blandt engelske fandt han ingen værdige til Opførelse. De nye For
fatteres Arbejder bestod »fast ikke uden af tørre Samtaler. . . . Enhver Skribent
kan nu agere Comoedie-Skriver, og ingen frygter at se sit Arbejde spildt, ihvor
mavert, elendigt og ilde sammenhængende det end er«. Hans Afvisning for
Eks. af Destouches’ Konversationsstykker hvilede kritisk set paa et altfor spinkelt
Grundlag. Aarene var ikke gaaet sporløst hen over Holbergs Hoved. Han stil
lede Teatrets Opgave saa snævert, at Virksomheden maatte være standset af
Repertoirenød. Denne Situation forudsaa han selv, men trøstede sig med, at
Publikums Smag nu var saa daarlig, at man ikke spurgte, om et Skuespil var
»vel eller ilde udarbejdet, men kun, om det endes med Sang og Dans«. Operaen
burde efter hans Mening have sit eget Hus, og han foregreb her en senere ofte
fremsat Opfattelse; Tragedien var paa Grund af den vedtagne Stil at betragte
som Affektation, hvorover han i »Melampe« gjorde sig lystig, forøvrigt med
langt ringere Virkning end Wessel mange Aar senere i »Kærlighed uden Strøm
per«, og det lidt romantiske Skuespil savnede Vid og krævede for meget Udstyr.
Saa blev der ikke stort andet tilbage end hans egne og Moliéres Komedier.
Men ogsaa for Mesterværker kan Interessen svækkes. Teatret var ikke for Holberg
en vældig Billedbog med noget for enhver Smag. Han oplevede med andre Ord
den bestandige Strid mellem Skuespil af kunstnerisk Værdi, som kun forholdsvis
faa bryder sig om at se, og saadanne Stykker, der tiltaler Mængden i Øjeblikket,
men ikke efterlader sig Spor. Derfor skrev han bittert i sin sidste Epistel, at en
fordærvet Smag ogsaa gjorde sin Nytte i Verden, thi den opretholdt Teatret.
Men pudsigt er det at se Digteren besejre Moralisten. I »Plutus« bøjede han
sig tydeligt for Publikums »fordærvede« Smag og tog alle de tekniske Hjælpe
midler, Teatret raadede over, i Brug og benyttede Sang, Dans og Optog. Spe
kulationen lykkedes; »Plutus« blev en stor Sukces. I de tidligere Komedier var
Musik og Sang næsten altid motiveret ud fra selve Handlingen, men i Alder
domsarbejderne indlagde han Sange, der ikke udspringer af indre dramatisk
Nødvendighed, men som han vidste, vilde gøre Lykke hos Publikum. Mange
vil endnu huske Thielos nydelige Slutningsmelodi fra »Den forvandlede Brud