54 / 100
H V O R D A N DET GIK TIL
49
Kothurnestil, vi senere lærte at kende i den franske Tragedie. Men Retningen
var en Modesag, og Dronningen mødte ofte saa tidligt paa Charlottenborg, at
Maskinfolkene endnu var i Færd med at tænde Lysekroner. Man begyndte da
straks Ouverturen, skønt kun et Par »Hofvioloner« var kommet. Den blonde,
milde og venlige Dronning skulde være tilbage paa Slottet til Taflet Kl. otte,
saaledes at »Kongen, der undte hende sin Lyst, ikke skulde forstyrres i sin«,
skrev Charlotte Dorothea Biehl galant. Men Holberg frastødtes af Italienernes
unaturlige Kunstform. Han syntes, at der »skieldes, snorkes, nyses efter musi
kalske Noder og Tact« i disse Operaer; intet var ham mere modbydeligt. Det
ærgrede ham, at de skadede Besøget i det danske Teater, og at Moden tog Inter
essen bort fra »det musikalske Societet«, hvis Opgave var »at bringe Musiqven
iblandt vore Landsmænd i Flor«. Da Holberg var et stærkt interesseret Medlem
heraf, ivrede han i sine Epistler, som i vore Dage vilde have været meget læste
Bladkroniker, mod den italienske Mani. Men han havde ogsaa andre Vaaben;
paa Teatret virkede hans Komedie »Kilderejsen« som en Operasatire; Leonoras
Syngesyge var ikke uden Brod. Og det var »Ulysses« heller ikke. Han fandt
det latterligt, at Folk strømmede til italiensk Opera og fransk Komedie, skønt
de ikke forstod Sproget - det var alene honnet Ambition, der drev dem derhen.
Han ønskede i sin Irritabilitet endog Forbud mod »Indførsel af fremmed Gal
skab«. Hvorledes Eftermiddagen svandt for Hovedstadens »jeunesse dorée«, kan
man se af den franske Journal »La spectatrice danoise«, som la Beaumelle udgav.
Først gik den unge Causeur med nogle Venner i italiensk Opera, saa drev de
lidt hen i det franske Teater paa Nørregade, men da de ogsaa kedede sig der,
tog de Turen til Komediehuset paa Kongens Nytorv for omsider at slutte Aftenen
i et Spillehus, hvor de rimeligvis befandt sig bedst. Men hvad sagde dog Hof
præst Bluhme til al denne Vederstyggelighed? Tre Teatre paa én Gang! Han
var ikke afskediget fra sit Embede, ej heller som hans Kollega Erik Pontoppidan
tvangsforflyttet, men hans Magt var brudt. Han skulde endog opleve at se
Nationalscenen rejst, og han døde før Holberg. Men »det musikalske Societet«
og dets Leder, den tyske Komponist J. A. Scheibe, maatte bide i Græsset. Til
Gengæld blev han i sit Tidsskrift »Critischer Musicus« en vedholdende Bekæmper
af den italienske Musiks Unatur. Scheibes Ideal var en psykologisk Sammen
hæng mellem Tekst og Toner. I Sæsonen 1748-49 havde Italienerne til Kapel
mester selveste C. W. Gluck. Musikalsk set fulgte han endnu de slagne Baner,
og der var længe til han som Operaens Reformator skulde vinde Udødelighed.
Alhgevel er hans kortvarige Deltagelse i det københavnske Musikliv en inter
essant Episode. Han skrev under Opholdet en dramatisk Kantate »Gudernes
Trætte« i Anledning af Christian den Syvendes Fødsel, en mytologisk Allegori
i Hofsmigerens Tjeneste, altsaa i Tidens Stil. Vi ved iøvrigt saa lidt om hans Liv
i vor Hovedstad udover, at han boede paa Charlottenborg og kort før sin Af