![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0050.jpg)
H VO R D AN DET GIK TIL
45
nytte Privilegiet til at udnytte dem økonomisk og til at faa sine egne umulige
Skuespil opført. Denne Ærgerrighed fældede ham som Direktør. Da han begik
den Dumhed at udgive sine Dilettanterier som en Art Fortsættelse afKomedierne
i Lille Grønnegade, blev han Baronen for nærgaaende; han kaldte Thielos Pro
dukter »vanskabte og ublu«; »alle fornuftige Folk harmedes over dem«. Thielo
fik Latteren over sig, da Skuespillerne offentligt tog Afstand fra hans Forfatter
skab, og en Aften nægtede de at optræde, hvis ikke Ledelsen, Indtægten og Ud
giften, blev fælles for dem alle. Det var den første alvorlige Skuespilleropposition
i vor Teaterhistorie, og den endte med et Forlig, der brød Thielos Magt. Selv
om Holberg holdt sig i Baggrunden, kan der ikke være Tvivl om, at han støttede
deres berettigede Krav. Han maa ogsaa have kendt deres Avertissement efter
Oversættelser af »smukke Comoedier«, som vilde blive antaget »med Ærbødig
hed og Taksigelse«. I den samme Annonce fortæller de, at »endeel fornemme
Personer allerede har haft den Godhed at giøre Begyndelsen til nye Stykker«.
Man hørte dog ikke noget om Fortsættelsen.
Et bedre Lokale og en større Scene var Skuespillernes Maal, thi Konkurrenter,
der logrede for Publikums Trang til Bekvemmelighed, begyndte nu at spøge.
Rygtet fortalte, at Holberg vilde skænke en Byggegrund paa Nørregade ved
Volden; det lignede godt nok den gamle Herre at købe Jord og sætte i Værk,
men Betingelsen var, at Aktørerne selv skulde skaffe Midler til Opførelsen af
Teatret, og det kunde de ikke. Men de havde vundet formaaende Venner, og
blandt dem var den litterært interesserede Greve Otto Rantzau, en af Holbergs
Bekendte, som 24. Aug. 1747 i Holtegaards Have arrangerede en straalende
Kongefest, som han indledede med en bombastisk Hyldestprolog til Monarken,
hvorefter Aktørerne spillede »Mascarade« og »Diderich Menschenskræk« under
aaben Himmel. Kongens Bevaagenhed gav dem Vind i Sejlene. Han lod dem
udbetale et Gratiale, og de smedede, medens Jernet var varmt, da de en Uge
senere ansøgte Majestæten om en Grund ved det »lille Gjethus« (ogsaa kaldet
Tjærehuset) paa Kongens Nytorv for der at ville rejse et passende Teater. Op
rindelig var Huset et Jernstøberi, men det var ogsaa blevet benyttet som Mate
rialehus for Søetaten og som Byens Forlystelsescentrum for tysk Komedie,
Baller, Maskerader og ekvilibristiske Kunststykker. De unge danske Skuespillere
genoplivede med andre Ord en Tradition, da de bad om at faa Grunden med
Huset overladt. Men Maalet var paa dette »allerbeqvemmeste Sted i heele Hoved
staden« at faa rejst en ny Bygning »til Sprogets Ziir, Bandens Vedligeholdelse
og Publici Fornøjelse«, og for at skaffe Midlerne hertil agtede de at pantsætte
Privilegiet, som de ansaa for at være »et trygt og sikkert Pant efter Loven«.
Den Mening var de vist ene om, men Kongen skænkede dem Grunden og over
lod Magistraten at være Kreditor for det kommende »retskafne Comoediehus«
gennem Ydelse af et Laan af Brandkassens Midler. Privilegiet blev tildelt Skue