22 / 71
14
med at faa mig udnævnt, thi
Frederik VIL
interesserede
sig for, at L. V. Petersen skulde blive Bibliothekar. Mini
steriets Indstilling om mig blev derfor sendt tilbage, og
først efter en ny Indstilling kom min Udnævnelse.
Jeg havde ofte tænkt paa, hvorledes det kunde være
gaaet til, at jeg, der vel var den nærmeste i Rækken af
Embedsmændene efter den afdøde Bibliothekar, trods min
unge Alder, kun
31
Aar gammel, kunde faa et saa vigtigt
og ansvarsfuldt Embede betroet. Jeg troede engang, at jeg
kunde løse Gaaden. Nogle Dage efter at Bølling var død,
kom nemlig
Frederik Barfod
hjem til mig og begyndte en
Samtale med det Spørgsmaal, om jeg havde Lyst til at
overtage Bibliothekar-Embedet, hvortil jeg svarede, at jeg
baade havde Lyst og Mod o. s. v. Nu var Barfod dengang
ansat ved Bibliotheket, og han var en intim Ven af Mon
rad, og saa formodede jeg, at Barfod ikke havde været
uden Indflydelse paa Valget af mig til Bibliothekar. I denne
Formodning blev jeg længe efter bestyrket ved, hvad Bar
fods Søn, Hr. Dr. med.
H. P. G. Birkedal-Barfod
fortalte
mig (den
21
. December
1901
): hans Fader havde sagt ham,
at Monrad efter at Bølling var død, havde ytret, at nu
kunde han faa Bibliothekar-Pladsen, han behøvede blot at
indgive en Ansøgning, hvortil Barfod svarede, at han hver
ken kunde eller vilde have den Stilling, men at han be
høvedes ikke heller, da Bruun var der og kunde overtage
Bibliothekar-Embedet.
25
-Aars-Dagen efter min Udnæv
nelse skrev jeg et Brev til Barfod, i hvilket jeg berørte
denne Sag og takkede ham for, hvad jeg mente at skylde
ham.
Men jeg havde en stor Ubehagelighed i Anledning af
min Udnævnelse. Torsdagen den
9
. April
1863
stod der
i „Dagbladet“ en Artikel: „C. Bruuns Udnævnelse til Bi
bliothekar ved det Store kgl. Bibliothek. Af
K. J. Lyngby,
Cand. philol.“ Det var et skarpt Angreb rettet dels imod,
at Embedet ikke var blevet opslaaet vakant og altsaa kunde