ErindringerFraGamleKglBibliothek

være søgt1), dels et personligt Angreb imod mig som en

Uduelighed. I „Berlingske Tidende“ fremkom der i denne

Anledning en meget tam, officiøs Bemærkning om, at den

nye Lønningslov gjordedet nødvendigt at give Bibliothekar-

Embedet til en yngre Mand. Jeg fik den Gang to Breve,

som var opmuntrende for mig; det ene var fra Professor

Allen,

som jeg ikke kjendte personlig, det andet fra Over

lærer

Joh. Forchhammer

i Aalborg, som var en Bekjendt

af mig fra lang Tid tilbage og havde været min Lærer i

Borgerdydskolen paa Christianshavn. Kort efter besøgte

jeg Konferensraad Werlauff og talte med ham om Biblio-

thekets nye Chef. Han sagde blandt Andet til mig: „Hvem

Gud giver Lykke, giver han ogsaa Forstand.“ Og paa

samme Tid traf min Fader ham ved en Begravelse i Frue

Kirke. Min Fader gik ud af Kirken med Werlauff under

Armen og talte med ham ommig. Paa min Faders Spørgs-

maal: „Tror De, min Søn kan magte den Stilling med

Ære,“ svarede Werlauff: „For Tiden er han Manden.“ —

Samme Dag, som Artiklen havde staaet i „Dagbladet“,

vilde jeg tale om den med min Studenter-Kammerat og

Studiefælle

Jean Pio;

men da jeg stod udenfor hans Dør,

hørte jeg ham tale med

Lyngby.

Deraf sluttede jeg, at Pio

vistnok havde nogen Del i Artiklens Affattelse, hvad jeg

senere paa anden Maade fik bekræftet. Men jeg har ogsaa

hørt fortælle, at der var en anden Mand, som stod bag

Lyngby (nemlig daværende Overlærer ved Metropolitan-

skolen, min gamle Lærer, C.

Berg).

Det var jo mindre behageligt for mig ved Tiltrædelsen

af mit store Embede at blive præsenteret for Publikum

paa en saa hæslig Maade; men jeg havde en rolig Sam

vittighed, thi jeg havde ikke gjort et eneste Skridt for at

opnaa dette Embede, og naar jeg fik det, tør jeg tro, at de,

der havde udpeget mig til det, af min Virksomhed ved

Bibliotheket i c.

Aar havde faaet det Indtryk, at jeg var

*) D ette Em bede hører til dem , som R egjeringen besætter uden at lade dem sø g es.