151 / 311
Ki-istenbernikovstræde set fra Ø stergade mod Grønnegade, som skim tes
i
Baggrunden. D ette Stræde nedreves totalt og opbyggedes paany, som beskrevet foran, succes
sive efter en O m regulering, som gav Strædet en betydelig større Bredde og det nye Navn K risten Bernikovgade. B illedet forneden viser Gaden i 1917.
var støbt i København omkring 1620, blev oprindelig stillet op
foran Slottet i Gliickstad. Men paa Dronning Sophie Amalies
Ønske blev den kort efter hendes Tronbestigelse ført til Køben
havn og stillet op i Kongens Have.
Christian IV
var næppe ble
ven færdig med
det første Lyst
hus i sin Have,
„D etblaaH us“,
før han fandt
det
alt
for
smaat. I 1608
paabegyndte
han — sam ti
dig med, at
han
byggede
andre
smaa
Lysthuse, hvor
af
flere
er
nævnt foran —
Opførelsen af
„Det store Lyst
hus“, som se
nere fik Navnet
Rosenborg. Og-
saa dette blev
ham for ind
skrænket,
og
faa Aar efter
forlængede han
Bygningen til
omtrent
den
dobbelte Længde og satte endnu et Stokværk paa.
„Det store Lysthus“, som først efter at være bleven fuldt fæ r
digt, i 1623 fik Navnet Rosenborg, har i det væsentlige bevaret
sit oprindelige Udseende. Dog er „Vægtergangen“, et Galleri, en
Udsigtspromenade, som Christian IV havde anbragt fra Gavl til
Gavl oven paa Tagets Ryg, taget ned allerede under Christian V,
og endvidere er under Frederik V de to ejendommelige, udven
dige Sidetrapper paa Slottets Østfagade bleven taget ned, lige
som
Karnap
perne paa Gav
lene, der tid
ligere hvilede
paa Konsoller
over S tueeta
gens Vinduer,
er bleven ført
helt ned til
Grunden.
I Modsætning
til det gamle,
m iddelalderlig
skumle Køben
havns Slot, var
Rosenborg i al
Beskedenhed
paa Christian
IV’s Tid en ny
modens, hygge
lig, lys og frem
for alt p rak
tisk Bolig. Kon
gens og hans
Gemalindes
Værelser laa i
Stueetagen;
paa 1. Sal hav
de han,(ved Si
den af Børnenes Værelser) en stor Modtagelsessal, til hvilken man
kom op ad de udvendige Trapper, og øverst, i 2det værk, laa
Salen, Gildesalen, hvor han samledes med sine gode Mænd.
Rundt om „Det store Lysthus“ var der gravet en Grav,
saa,
143