S_FørOgNu

Fra 1691 tog Kongen Bade paa Rosenborg og gennemgik en

Druekur, hvortil der blev forskrevet Druer fra Portugal, efter

først at have brugt Rødvinsbade med Dekokt af Egeløv og for

skellige Krydderier. Om det var disse Bade der hjalp, eller om

det var det Snørliv, som Kleinsmedemester Johan Gerdes ovre

ved Reformert Kirke lavede til ham og efter forskellige Forsøg

fik passet til paa ham, faar staa hen. Men i Sommeren 1698 var

Kongen bleven rask nok til at kunne deltage i en saa voldsom

Fornøjelse som en Par-force Jag t i Dyrehaven. Men paa denne

blev han stødt over Ende af en Hjort, og om trent et Aar senere

døde han, nærmest som Følge af dette Uheld.

Den jagtelskende Konge, der havde bygget det første Jagtslot

„Erem itagen" ude i Dyrehaven, lod straks i Begyndelsen af sin

Regering sin Farfars gamle „blaa Lysthus“ bygge om og forandre

til en Eremitage. I Stedet for sit tidligere gammeldags K læde

bon å la Rosenborg blev det nu af Kongens Generalbygmester

Lambert von Haven

omdannet i nærmest

italiensk Villastil.

Betegnelsen „Eremi

tag e“ skyldtes ikke no

gen Ejendommelighed

ved Bygningens Ydre

men derimod en stor

Mærkelighed i dets In

dre, nemlig Indretnin

gen af et Elevatorbord,

der paa et givet Sig

nal fra Spisestuen paa

. Sal ved Hjælp af et

Maskineri skød fra

Køkkenet i Kælderen

op igennem Gulvet og

præsenterede sig fuldt

dækket for Kongen og

hans Gæster.

Man kunde saaledes

spise uden Tjenerskab

eller Opvartning af

nogen Slags, hvilket

kaldtes med et fransk

Udtryk at spise å l ’her-

mitage, d. v. s. paa Ene

boervis, hvilket Navn

blev overført paa Byg

ningerne, hvor denne

moderne og yndede Op

findelse var bleven ind

rettet.

Under Frederik IV

fik Rosenborg en ny

Glansperiode. Med sin

gode, udviklede Smag

og sin Skønhedssans

besluttede den kunst

elskende Konge at gøre

noget mere ud af Ro

senborg end hans Far

og Farfar. Var det al

lerede nu, da den italienske Smag begyndte a t gøre sig gæl

dende, blevet noget gammeldags i sin Blanding af Gothik og Re-

naissance, i Sammenligning med Frederiksberg og Fredensborg,

saa havde det dog et Fortrin frem for disse moderne Slotte, —

Rosenborg var Enevældens H jertekammer. Her havde der kun

boet een Konge af de gamle Valgkonger, der var bundne baade

paa Hænder og Fødder, her havde den første Uddeling af Dane-

brogsordenen fundet Sted og her endelig gemtes fra Christian V’s

Kroning 1670 Rigsklenodierne, Krone, Æble, Spir og Sværd.

Og det er sikkert dette, ved Siden af Rosenborgs særlige Ynde,

der gav det lille Slot Betydning i Frederik IV’s Øjne og bragte

ham til at give det kongelige Omgivelser. Man kan kun med et

Suk tænke paa, hvad København vilde have ejet inden for sine

Volde, om Frederik IV’s Efterkommere havde forstaaet at holde

bedre Hævd over Rosenborgs Omgivelser, end de gjorde.

Det var Lystkvarterets Omdannelse til det franske Parterre-An

læg og Opførelsen af de statelige Orangeri- og Laurierhuse langs

Volden efter Nedriveisen af Christian V’s Væksthuse, der i saa

F ot. R aadhusforvalteren.

Gothersgade under Nedrivning paa Strækningen mellem Møntergade og Store Brønd

stræde, set mod sidstnævnte Stræde.

høj Grad bidrog til Rosenborgs Forskønnelse. Det før om talte

„Lysthus med de 4 Knapper“ blev staaende, efter a t være blevet

pragtfuldt restaureret, og dannede M idterpartiet i den lange Længe

af Orangeri- og Laurierhuse, som endnu danner første Stokværk

af Livgardens Kaserne. Ogsaa de to Endepavilloner paa denne

var oprindelig opført som Lysthuse.

I Laurierhusene var der et Mylr af Palme-, Laurbær- og andre

Træer. Mange af dem, af hvilke en Del endnu eksisterer, stod

i Ballier og kunde flyttes ud; andre voksede i Jorden og naaede

efterhaanden med deres Kroner helt op under Taget, som delvist

var af Kobber og kunde skydes tilbage, saa Sol og Luft uhindret

kunde strømme ind. 1 Laurierhusene var der tillige Fontainer

med plaskende Springvand og exotiske Sangfugle. In tet Under

at Frederik IV foretrak at holde sine mindre Tafler her, i M idter

pavillonen med de 4 Knapper, hvor der ogsaa var in d rettet et

Eremitagebord. P aa hans Fødselsdag 11. Oktober 1718 hævede

der sig, henimod Maal-

tidets Slutning, op igen

nem Bordets Midte en

mægtig Krone „fyldt

og besat med alle-

haande rare Frugter

og med smaa Fontai

ner, der sprang med

Vin“.

Om A ftenen saa man

fra A ltanen paa

M.id

terpavillonen, hvorfra

man nu har Udsigt over

den støvede Exercer-

plads og Soldaternes

Øvelser, paa Illum ina

tionen og paa Fyrvæ r

keriet i P arterrehaven

med dens Mylr af stive

faøonklippede

Taks

træer, hvide Figurer og

Springvand.

Ved store officielle

Fester benyttedes dog

den lange Sal paa

selve Rosenborg. Saa

ledes da P eter den

Store med Gemalinde

i E fteraaret 1716 fej

redes paa Rosenborg

med et stort Gilde og

megen Lystighed,

hvilken Ringstikningen

fra Gondoler i den for

faa Aar siden opfyldte

lange Fiskepark bag

Herculespavillonen

spillede en stor Rolle.

Med Frederik IV’s

Død var Rosenborgs

Glanstid forbi. De store,

nye, pragtfulde Slotte

Christiansborg og Hørs

holm stillede det lille beskedne Lystslot ganske i Skygge. Under

Frederik V paatæ nktes det endog at omdanne det til Akademi for

Landkadetterne og udskille Parterre-Anlæget til Exercerplads. Det

første blev heldigvis aldrig til noget, lige saa lidt som den smukke

Tanke, der virkelig blev fremsat, at tage Spiret paa det store

Taarn ned og give det en Kuppel i Stedet. Men senere under

Christian VII blev Parterre-Anlæget udlagt til Exercerplads. Og

selv om Slottet fik Lov at beholde sit skønne Taarn mod Vest,

gik det dog ud over Bygningen. Allerede under Frederik V var

Sidetrapperne paa Østfacaden blevet fjernede og Karnapperne

ført ned til Grunden.

Under Christian VII skinnede Naadens Sol a tte r en kort Tid

paa Rosenborg. Det var Caroline Mathilde, der — i Modsætning til

tidligere Dronninger og til stor og glad Forbavselse for Køben

havnerne, — holdt af at spasere og valgte Kongens Have, der

laa saa bekvemt inde i Byen, til sin Promenade:

156