172 / 311
K aadhusbibli otli eket.
K ronprinsessegade paa Strækningen im ellem Dronningens Tværgade og Sølvgade, som ses i Baggrunden, til venstre Kongens Have.
■Banderne lien og agere Voksne, n aar de havde væ ret paa Runde-
Taarn. Der stimlede Læredrenge, Soldater og Matrosdrenge sam
men og gjorde Sjov, og der trillede Ammer og Barnepiger deres
Barnevogne, altid med en Mængde Soldater som opvartende
Kavallerer. Og at Selskabet derinde ikke altid var behageligt,
faar man et Indtryk af ved a t læse Klager i Datidens Blade over
fulde Folk i Kongens Have, Tiggere, Lommetyve, lurvede P er
soner, som sidder paa Bænkene og piller Utøj af sig og uhøviske
Indskrifter paa Plankevæ rker og
Bænke.
Havens forskellige Beskærin
ger, Naboskabet med Eksercer
pladsen og -huset og den store
Tilstrømning af Spaserende havde
berøvet den meget af dens tid
ligere Skønhed og Ro. Misfor
nøjelsen kom til Orde i Pressen
og i Nyeste Skilderi af Køben
havn Nr. 56 for 1806 giver en
Ven af Haven sine Følelser Luft
i Anledning af en Artikel, der
nylig havde staaet i Bladet, og
hvor Havens paradisiske Egen
skaber var bleven fremhævet.
„Vi gik nu ind I Kongens Have
for — efter Deres Skildring —
at beundre dens paradiske Egen
skaber. Men Herre Jenimi! hvad
den ser ud! Den er i eet og
alt et talende Sindbillede paa
det nuværende tyske Rige. De
ældgamle, stolte Træer, under
hvis Skygge jeg saa ofte fordum
havde fundet Ly, var tildels
borte; den skønne Blomsterhave,
hvor man fordum, m idt i Kø
benhavn, kunde finde en sand
Himmel paa Jorden, var for
svunden. Selv N attergalen har
forladt denne forstyrrede Plads;
i Stedet for dens T rylletoner
hørte jeg den skurrende Lyd
af Trommer og Piber, der skulde dæmpe de Jammerskrig, der
kom fra Mennesker,
. . . hvis blotte Rygge
ej for a t svales søgte Skygge
i en Alle gevorbne Venner,
som bleve Bøddeler af Tvang,
og under spiilte Huders Klang
dem vifte Ild med smidig Gren
paa nys afklædte Ryggeben.
Det var lang tfra nogen beha
gelig LTdsigt for mig. Det fore
kom mig, som stod man paa et
Galleri i Paradis og saa ned i
Helvede. Jeg skyndte mig der
for bort for ikke a t se V irknin
gerne af en Straffemaade, som
jeg fra min første Ungdom af
aldrig har kunnet høre nævne
uden a t gyse derved“.
Det er altsaa Spidsrodsstraft'en
inde i Eksercerhuset og de arme
Ofres Skrig, der trods Piber og
Trommer kunde høres ud gennem
de aabne Vinduer, der bringer
Indsenderen til a t mindes Ha
vens fordums Idyl og N atter
galens ømme Toner.
„Jeg gik nu hen til Samsons
Støtte. Men som det er gaaet
hele Haven, saaledes synes det
ogsaa a.t være gaaet ham. Han
ligner snarere en Martyr, der er
bleven hudflettet, end den stærke
Samson. Tre Smaadrenge red
paa Løven. Det stakkels Dyr
har, uden at have begaaet mind
ste Brøde, m istet Tungen. 1ste-
det for denne rækker den et
Stykke Jæ rn frem, ret som det
vilde sige: Det er en Jærnalder,
som behandler mig saaledes!
Jeg gik nu videre for at se
de tolv romerske Kejsere og det
Sølvgade Nr. 38,
som i flere G enerationer har været i F am ilien H olm blads Eje.
162