murede Lysthus, som Christian den store med egen Haand havde
opført. Men her var hverken romerske Kejsere eller noget muret
Lysthus mere a t se. Alting var ligesom pustet bort.
Alt dette bedrøvede mig inderligt og fremlokkede Taarer af
mine Øjne. Men „Graad sm eltede“, som Digteren siger, „hen i
Smil“, da jeg traad te ud af Haven i Kronprinsessegade og fandt
14 splinternye Boutikker — som alle vare lukkede paa to nær.
De opvakte den snurrige Idee hos mig, at man her havde spillet
en Generalbanqverot.
Rosenborg Have havde lang tfra nogen Tillokkelse mere for
mig, og jeg slog altsaa en Streg over et af Københavns Hoved-
agrements“.
Det murede Lysthus, som Indsenderen savner saa bittert, var
et o ttek an tet Lysthus i Havens vestlige Del, omgivet af lave
Piedestaler med Buster af romerske Kejsere. Sagnet fortalte, at
Christian IV egenhændig havde muret med paa det ved dets Op
førelse, og dets Nedrivelse i 1793 blev af den offentlige Mening
mødt med megen Harme som et Udslag af Myndighedernes Man
som havde en mægtig Tiltrækning for Københavnerne. Urberg
havde altid mange Jærn i Ilden ved Siden af sin T eatertjeneste,
som det derfor gik med, som det kunde. Han havde bl. a. gjort
en Del Forsøg med sine „aérostatiske Globi" og havde kunnet
glæde sig over at have Kongefamilien som Tilskuere. Og nu i
1786 havde han faaet allernaadigst Tilladelse til at sende sine
Montgolfierer til Vejrs fra Rosenborg Exercerplads d.
6
. Juni og
dertil indbyde den høje Adel og et højstæ ret Publikum. Det var
dyrt, som det var fint, første Plads, hundrede Stole for Damerne,
kostede
1
Rdl.; anden Plads bestod af Bænke og kostede
3
Mk.
og Staapladserne
1
Rigsort eller 24 Sk.
Man havde god Tid og megen Taalmodighed i gamle Dage, og
tre Timer inden Majestætens Ankomst begyndte Folk at indfinde
sig. Og saa kom endelig det store Øjeblik, da den første „Globe“ —
en Ballon paa tre Fods Diameter, gik til Vejrs, efterfulgt af en anden,
der var dobbelt saa stor. Folk jublede over at se Ballonerne gaa
op og forsvinde i Luften, men Aftenen endte dog med et Neder
lag for Kunstneren og med stor Skuffelse for den høje Adel og
Rosenborg Slot set
gel paa Pietet. Sandheden var dog den, at det var faldefærdigt
af Alderdom og Skrøbelighed.
Fra 1819 holdtes Haven aaben hele Aaret rundt. Den var efter-
haanden bleven befriet for de forskellige plastiske Arbejder, der
fyldte op derinde, og i 1823—27 blev den omlagt i engelsk Stil,
dog med Bibeholdelse af de gamle Alleer og Hovedgange. Kort
efter, 1832, m aatte den yderligere afstaa et Stykke Jord til „Brønd
anstalten“. De to smukke Ringrendingssøjler af Granit, der op
rindelig havde staaet paa Ridebanen og en Tid for Vestenden af
Kavalergangen, blev ved Havens Omlægning i engelsk Stil kas
seret og kørt paa M aterialgaarden, men heldigvis i 1842 ført til
bage og opstillet paa deres nuværende Plads ved Indgangen til
Grønne Bro, hvor de staar endnu. „Hesten og Løven beholdt
sin oprindelige Plads, og i 1837 blev le Clercs Springvandsfigur,
en Dreng, der rider paa en Svane, afløst af en lignende i Bronee,
udført efter Model af Billedhuggeren Freund.
Om end Eksercerpladsen — nu en Sandørken i Sammenlig
idng med det tidligere Franske Anlæg — til daglig var afspærret
for Københavnerne, blev det dog aabnet ved særlige Lejligheder.
Her fandt saaledes de første „aerostatiske Forsøg“ eller Ballon-
Opstigninger Sted.
Det var den urolige og for sin D irektion saa vanskelige konge
lige Skuespiller Urberg, der begyndte med disse Forestillinger,
fra Slottets Have.
det højstærede Publikum. Ti den sidste tolv-Fods „Globe“, som
skulde gaa op, skulde ikke blot i „forholdsmæssig Proportion
give et rigtigt Begreb om de berømte Montgolfierers Proportion“,
men skulde tillige medføre en dekoreret Gondol med en Mand udi.
Det hele var da ogsaa meget skønt at skue, men det gik snart
op for dem, der sad nærmest, at Manden ikke var et levende
Menneske, men en Dukke. Rygtet herom bredte sig hurtigt og
lagde en stor Dæmper paa Forventningen, og da der indtraf det
Uheld, at der gik Ild i Ballonen, umiddelbart efter at den var
gaaet op, kan det gerne være, at største Delen af det højstærede
Publikum var yderst forbitret over, at det kun var en Dukke.
Tænk, hvad det havde været spændende og gribende, om det havde
været et rigtigt, levende Menneske!
Hr. Urberg havde ikke bedre Held med sig, da han et halvt
Aar senere fra den gamle Skydebane i Sølvgade, der laa om trent
hvor nu Kommuneskolen ligger og om hvilken der senere vil
blive mere at berette, sendte en ny Ballon op. Den kom ikke
længere end tværs over Gaden til Kongens Have, hvor Vinden
flængede den itu, medens der samtidig gik Ild i den. For dog
ikke at undvære det kildrende Moment at udsætte et levende
Væsen for Luftrejsens Farer, og belært af Erfaringen om Publi
kums Forbitrelse over at faa en Dukke i Stedet for en Mand,
havde Urberg denne Gang sat en Kat som Passager paa Program