179 / 311
men tog til København og androg underdanigst om Tilladelse til
at vise sin Kunst som Linedanser paa Rosenborg Exercerplads.
Det kunde maaske nok lade sig gøre; men der var ganske vist
een Ting i Vejen, og det var hans Overskæg. Overskæg var ved
kongelig Visdom forbeholdt Frederik VI.s Yndlinge, Militærper
sonerne, og Roat maatte bringe sit martialske Overskæg som
Offer paa Kunstens Alter. Ulykkeligvis for ham nøjedes hans
Kunst ikke med det, men fordrede mere endnu.
D.
6
. Juni 1827 var hele Kongefamilien og mellem 5000—6000
Mennesker inde paa Rosenborg Exercerplads for at se den kække
Linedanser. Et Toug paa 450 Fods Længde var spændt fra det øver
ste Vindue i det store Taarn paa Rosenborg og ned til en Pælebyg
ning paa Pladsen. Allerede ved hans første Vandring paa Linen var
det klart, a t
den ikke var
tilstrækkelig
spændt, ti det
kostede
ham
øjensynligt no
gen Anstræn-
gelse at kom
me op ad den
til Taarnvin-
duet. Men det
lykkedes,
og
endelig
stod
han ved sit
Maal, hvor han
udbragte
et
Leve for Kon
gen, hans hele
Hus og Folk.
Han gik nu ned
og tilbage igen
et Stykke af
Tovets Læng
de, men denne
Gang baglængs
under
Publi
kums jublende
Bifald, og der
med var Fore
stillingen forbi
for den Gang.
Men
12
. Juni
gik anden Op
visning for sig.
Det hedder sig,
at Roat havde
en Følelse af,
at der ventede
hamen Ulykke,
men under de
tusinde
Til
skueres beun
drende Jubel
gik han dog
med tilbundne
Øjne og en Sæk
over Hovedet
op paa Linen,
der var gjort fast om en svær i Jorden nedgravet Bjælkeforbin
delse. Han naaede lykkelig det øverste Vindue i Taarnet paa
Rosenborg, hvor den anden Ende af Touget var vist ind og gjort
fast, drak e t Glas Vin, klædte sig om og traadte atter frem „i en
glimrende D ragt, som straalede herligt i Aftensolens Glans.
Han mere løb end gik paa Nedvejen. Men midt paa Linen,
hvor den hang i største Bugt, blev han staaende et Øjeblik, hvi
lende paa den ene Fod. Saa satte han atter i Løb, idet han
raabte til de 32 Soldater, der havde Plads, hvor Linen var gjort
fast om Bjælkeforbindelsen, at de m aatte spænde den mere. Det
skete, men i samme Nu sprang den i Kanten af Vinduet. Den
ulykkelige Linedanser styrtede ned, og Bjælkeforbindelsen blev
ved T rykkets pludselige Ophør bogstavelig revet op af Jorden.
Roat blev b aaret ind i Kasernen og undersøgt af Lægerne,
blandt hvilke der var Berømtheder som Etatsraad Christian Fen
ger. Han var ynkelig medtaget. Blodet strømmede ud af hans
„Kør og N u “ 4de A arg. N r.
8
.
169
Øren og flere Brud konstateredes. Om N atten døde han paa F re
deriks Hospital og blev begravet paa den katholske Menigheds
Kirkegaard. Dagen efter valfartede Københavnerne i Mængde ud
til hans Grav, — den blev i øvrigt senere, i 1851, aabnet for at
modtage den da forulykkede Luftskipper Tardini, — og 25. Juni
blev der paa det Kongelige Teater givet en Forestilling til
Fordel for hans Enke og seks Børn. der siden fristede Livet som
Ekvilibrister og Akrobater paa Dyrehavsbakken. Ved Forestillin
gen paa T eatret opførtes: „Det var m ig!“ og „De Uadskillelige“,
og Madame Wexschall fremsagde en af selve Johan Ludvig Hei-
berg forfattet Epilog.
Men Roats ulykkelige Skæbne bragte ogsaa andre, om end
ringere Digtere, til at gribe Harpen. Mathias Lau, Skrædder
svend, og Hr.
J. Jørgensen,
der ikke giver
nogen Oplys
ning om sin
borgerlige
Livsstilling,
kvad begge om
den store Luft
danser
Chri
stian Roat, der
ved Tirsdag
12
.
Juni 1827 at
vise sin Fæ r
dighed i at gaa
paa en spændt
Line, tilvend
te sig alles Bi
fald, men fandt
ved sin Kunst
en smertefuld
Død, da Tou
get brast. Beg
ge Sangene ud
kom paa det
kendte Forlag,
Triblers Enke
i Holmensgade
Nr. 114.
Skrædersven-
dens Digt, der
udmærker sig
ved en saa be
stem t køben
havnsk Lokal
tone, at man
kunde tænke
sig Adolph v.
der Recke bag
Skræddersven
dens Navn, om
han havde væ
ret lidt ældre
end 7 Aar, gaar
paa Melodien
til „Vil Du væ
re stærk og
fri“, der vel
nok maa siges at være lidt for lystig og rask til en saa sør
gelig Begivenhed. Men Hr. Lau har nu ment den passende, og
det er dog ham, der har Ordet.
Skrækkeligt, hvad mener Du,
her i Hovedstaden
høres Jammer, Nød og Grue
over alt paa Gaden.
Hvor man hører, hvor man seer,
tales kuns om Dansen,
og om Roat som faldt ned,
skønt han holdt Ballancen.
Mærk det vel at Touget brast,
han blev stædt i Nøden,
ja paa Jorden i en Hast
fandt den Arme Døden.
m
Eksercerpladsen
i
G othersgade med R osenborg Slot 1 Baggrunden.
G ruppen af Gardere er det B ekrutliold, hyortil Prins Christian vor nuværende K onge, hørte i 1889; Prinsen ses staaende
1 r
m idt i B illedet.