181 / 311
orkester paa 70 Mand spillede i den ene Del af Haven og „Lum-
byes Selskab“ spillede „Straussisk Musik“, altsaa Dansemusik i
en anden Del. Imellen Musikafdelingerne optraadte et Tyroler-
selskab.
22
. September holdt Georg Carstensen sin anden Figaro-Koncert
i Haven, der denne Gang straalede i Skæret af 4000—5000 ori
entalske Lamper. Og til Musikkens Glæder var der nu føjet
andre Forlystelser, Taskenspillere, Jongleurs og et stort Fyrvær
keri. Og alt imens kunde man forfriske sig hos Hovedstadens
fineste Konditorer, Gianelli, Pedrin, Mini og Firmenich.
Det følgende Aar var Carstensens Vauxhal vokset til at omfatte
15000—20000 orientalske Lamper plus illuminerede Balloner, le
vende Tableauer, Templer, Kanonskud paa forskellige Steder i
Haven og endelig Fyrværkeri.
Men dermed var ogsaa de Erfaringer vundet, med hvilke Car
stensen Aaret efter, i 1843, gik til at anlægge Tivoli.
ikke i deres Skoletid var bemærket noget hos dem i Retning af
Republikanisme eller Revolutionisme, men at de tværtimod var
loyale af Tænkemaade, slap de tre Hovedmænd med Arrest, den
ene — som alt havde været Student i eet Aar „og saaledes burde
være mere fornuftig“ — i otte Uger; den anden, der lige var
kommen ud af Skolen, i sex Uger. En tredie, der ved at ville
undersøge, hvad Busten var lavet af og derved var kommen til
at støde lidt af Broncemalingen af, fik som Kur mod utidig P il
fingren og Nysgerrighed fire Ugers Arrest.
Om denne Begivenhed blev der digtet følgende berømte Strofer:
Hvor Soldaterne forlyste
sig paa gammel Krigsmaner,
stod engang en gammel Bøste,
nu den staar der inte mer.
Ak, ti tre Studenter kom,
som jeg nu vil synge om.
F ot. „Før og N u “ ned E lfelt.
Det samm e Parti af G othersgade som paa forrigeBillede, — som det præ senterer sig nu.
En Maaned efter a t de sidste Festblus i Kongens Have var
slukkede, hændte det inde i Exercerhuset at nogle Studenter
under en Bajonetfægtning af Kaadhed havde stukket med Bajo
netten efter en Gibsbuste, der stod i en Niche derinde. Og
stukket den saa eftertrykkeligt, at Hovedet faldt af.
Det var en yderst alvorlig Sag, ti Busten forestillede Kong
Frederik VI som Kronprins, og kunde de to Studenters Adfærd
ikke ligefrem stemples som Majestætsforbrydelse, saa var det dog
efter gamle og kloge Mænds Skøn ikke langtfra.
Der blev naturligvis straks Krigsforhør; men de Skyldige gjorde
gældende, a t de ikke havde nogen Anelse om, hvemBusten fore
stillede. Nogle mente, det var en eller anden gammelMilitær,
andre havde nok set, at der stod Frederik paa den, men troede,
at det var Frederik V, „der vistnok havde bygget Exercerhuset ,
eller maaske Frederik III.
Og Tilføjelsen „Kongens Søn , der
betegnede vedkommende som Kronprinsen, havde ingen af dem
set, sagtens paa Grund af den
daarlige Belysning. Og saa var
de for Resten fra Provinsen og ikke saa fortrolige med de kon
gelige Ansigtstræk som Københavnerne.
Da Rektoren i den Latinskole, hvorfra Forbryderne for ikke
længe siden var udgaaet, paa Forespørgsel kunde bevidne, at der
Og saa sagde da den første :
— ej jeg siger, hvad han hed —
„Lad os sla til denne Bøste,
saadan at den falder n ed !“
Og skønt det var inte Ret,
gav de den paa Hovedet.
Stedse sanlcer, Syndens Børn,
paa sit Hode gloendes Kul.
Og saa sagde Guvernøren:
„De skal puttes i et H u l!
Om de bliver nok saa vre’
skal de sidde alle tr e ! “
Yngling, agt paa denne Lære!
Vogt Dig vel for Syndens Rus!
Dyden e lsk ! og hold i Ære
Kongens Exercerehus!
Derfor vogt Dig vel for sligt
paa Prins Wilhellems Distrikt.
De to førstnævnte kom i Hullet i Kastellet, den tredie i Stu
denterfængslet i Køkkenbygningen paa Rosenborg.