S_FørOgNu

Skaftet hos disse Dannemænd, saa sad Tungen ikke mindre løs i

Munden paa deres Kvinder. Og medens Mandfolkene blev dømt

efter Holmens Ret, og den var ikke

blid med

sine 3 Gange27,

med Kølhaling eller Springen fra Raaen og andre Straffe, blev de

altfor mundrappe Nyboderskoner dømt til a t gaa rundt i Gaderne

med „Fiddelen“, et Slags Narrehovedtøj af Træ med Bjælder og

Ræverumpe, eller hvad der var værre, dømt til at miste sin Hud,

d. v. s. piskes i Boden paa Holmen.

Fra gammel Tid var der et spændtForhold mellem de meget

nationale Nybodersfolk og de hvervede, oftest tyske Landsoldater,

og utallige Slagsmaal blev udkæmpet mellem de to Partier, snart

som en Holmgang mellem to eller enkelte Personer, snart som en

regulær Bataille

mellem

større

Afdelinger.

E fter gammel

Skik havde Ny-

bodersfolkene i

1690 St. Hans

Aften rejst de

res flag- og k ran

seprydede Maj

stang og fejrede

Aftenen med

Dans og Lystig

hed. Nogle Sol

dater havde ind

fundet sig for at

se til, men en

af dem havde

ikke nøjedes med

det, men kisse-

misket med en

Nyboderspige og

sluttelig

taget

en eller anden

Genstand

fra

hende, og det

kunde

hendes

Bysbørn n a tu r

ligvis ikke lade

gaa

ustraffet

hen.

Soldaten

skulde have Klø,

men da han fik

Undsætning af

nogle

Kamme

rater, udartede

det snart, ikke

til

Slagsmaal,

men til en hel

Bataille. Baads-

mændene var i

en utrolig F art

blevet

bevæb

nede med Økser,

Knive, Knipler

og Stænger, og

fra Tagene bom

barderede deres

raske og modige

Kvinder Fjenden

med Sten

hvad andet Ka

steskyts, der var

for Haanden. Og

Soldaterne, der kom styrtende til fra Byen, satte Bajonetterne

paa og gik løs med dem og med dragen Klinge, ja enkelte

gav endogsaa Ild med deres Musketter. Der herskede den vilde

ste Larm, og de tilstedekommende Officerer var ikke i Stand til

at holde igen paa Folkenes Raseri.

Der var mange Saarede paa begge Sider,

en Matros huggede

Armen af paa en Fændrik og en Løjtnant blev dødelig saaret.

Matroserne stormede Vagtbygningen ved Østerport og Vagten

maatte tage Flugten. Hele St. Hansnat og det meste af den føl

gende Dag vedvarede Bataillen, der strakte sig langt op i Boi

gergade, Adelgade og Dronningens Tværgade og Rigensgade, og

F ot. „Før

Nu 1 9 1 ^

p a rt,

af Gothersgade (i Aaret 1918), «om ses paa forrige Side.

■

nwpristrp derfor S to r e K o n K e n s g a d e ; paa H jørnet af denne Gade ses det i 1902

YderBt tilhøjre ses K o n g e n s^ J

S ^ Ejendom ; H usrækken er Nr. 8 i Gaden, som frem deles ligger uforandret.

S e n P I f f o r n y lig

solgt ti” et Konsor'tium, som v il restaurere Ejendomm en, m en absolut lade Facaden urørt. I Stuen bor

frem deles det ansete Urmagerfirma U r b a n J u r g e n s e n

S ø n n «

først da Hestgarden ved Aftenens Komme trak op og besatte

Gaderne her og

den lille Sømandsby, blev der bragt

til

Veje.

For at undgaa en Gentagelse af disse Voldsomheder og for i

det hele at kunne holde bedre Orden herude, blev der bygget en

særlig Nyboders Vagt, hvor U rostiftere hurtig kunne føres hen.

Den laa mellem Ulvegade og Bjørnegade ud til den gamle skraa

Hovedgade, Adelgades Fortsættelse. I 1787 blev den afløst af

den endnu staaende Vagt, som med sin høje K lokkestabel, hvor

fra Klokken om Morgenen kaldte Befolkningen til Arbejde paa

Holmen, dannede et saa karakteristisk Midtpunkt i Nyboder.

De klare, stærke Draaber var Beboernes største Lyst og farlig

ste Fjende. For

en billig Penge

kunde man faa

Varme i Krop

pen, se Livet i et

Rosenskær

glemme Dagens

Slid og Møje og

Besvær.

Men

blev man for

kry af den gode

danske

Snaps,

trængte man til

at røre lidt paa

sig, kom man

let i Ulejlighed,

blev for voldsom,

slog for haardt

og lavede andre

Ubesindigheder,

som man kom til

at bøde haardt

for bagefter, saa

begik man dog

den største Daar-

skab endnu i

ædru Tilstand, i

sin Længsel efter

at faa de Par

Skilling,

som

skulde til, og

som man aldrig

havde i Lommen.

Man solgte sit

Tøj, det vil sige

det Tøj, man gik

i, og som i Vir

keligheden var

Kongens Tøj, og

det sved haardt

til de letsindige

Skælmer bagef

ter —

Gange

3 Gange 27 Slag

Tamp — eller

man solgte sin

Proviant.

Det hørte med

til Nyboder-Li

vets

Ejendom

meligheder,

a t

Befolkningen fra

gammel Tid blev

forplejet in n a

tura. Hver Maanedsdag m aatte Fatter, eller Mutter, om han

var til Søs, med Bistand af Børnene — Børn og Blomster vrim

lede det altid af i Nyboder — stille ved Proviantgaarden, den

nordlige Længe i Tøjhusfirkanten, som nu er delt mellem Gene

ralstaben og Rigsarkivet. Der udvejedes til hvert Medlem af

Husstanden Rug, Gryn, Æ rter, salt Kød, Flæsk o. s. v., alt hvad

de skulde leve af Maaneden igennem. Rug, Æ rter og Gryn kom

i hver sin Pose og blev baaret i et Toug over Skulderen, Kød og

Flæsk og Spedelys blev baaret i Knipper og fordelt paa Familiens

Hænder.

En fornuftig Nyboderskone, som kendte sin Mands Svagheder,

som har boet her siden 1840erne.