188 / 311
passede paa, at han ikke var alene om at bringe den dyre Pro
viant hjem i Hus. Ti der lurede mange Farer paa den stakkels
Nybodersmand paa Vejen hjem. Mange Amagere siges at have
tjent store Pen
ge ved at passe
Folkene
op,
saasnart
de
kom ud af Pro-
viantgaardens
Port ved at af
købe dem deres
Kost for en
Smule
rede
Penge,
der
straks
kunde
omsættes
Brændevin.
Strækningen
mellem Provi-
antgaarden og
Holmens Bro
var mest fryg
tet af Nybo-
derskonerne,
her gjaldt det
at passe mest
paa,
ti her
sværmede Fri
sterne omkring
Mændene lige
som Hajer. Var
Mutter
først
kommet over
Holmens Bro
med sin hyp
pig alt for let
sindige Gemal,
var den første
Fare overstaa-
et, om
end
der var mange
lumskeKælder-
halse at styre
klar af paa
Hjemvejen.
Og saa vid
ste Mandska
bet dog saa
sikkert som no
get, at det blev
til
3 X 27
af
Tampen,
om
man solgte sin
Kost.
Men
skidt,
Tamp
fik man jo al
ligevel,
den
hørte med til
Livet om Bord,
langt sikrere
end det daglige
Brød, og hvad
gjorde man ik
ke for Bræn
devin i hine
Dage,
naar
man trængte
dertil.
Stivede Ny-
boderskonerne
saaledes deres
Mænd af paa
Kostdagene,
var det ikke
mere end rimeligt, at disse gjorde Gengæld og værnede om deres
Hustruer, naar det kunde blive nødvendigt. En Nybodersmand,
hvis Kone sad paa Hjørnet af Adelgade og Dronningens Tværgade
og solgte Fisk, og som vidste, at hun efter en kold og regnfuld
Dag havde holdt af at varme sig ved Flasken, kunde saaledes
sige til sin halvvoksne Dreng, naar han, paa den Tid Mutter kunde
ventes
hjem,
saa
Vagten
trække op gen
nem Adelgade:
„Johannes, min
Dreng, stik hen
og se om Mor
er fuld, og se
at faa hende
med
gennem
Borgergade,
ellers
bliver
hun nappet af
Vagten!“
„Boligen med
dens Tilliggen
de af Gaard og
Gade“, skriver
Pastor Lind i
sin smukke lille
Bog om Nybo
der, „var gan
ske overladt til
Beboernes eget
Tykke.
Paa
Gaden
tørre
des ikke alene
det af Renhed
duftende Va
sketøj“ —
Dampens Ind
førelse i Orlogs
skibene var en
hver ægte Ny
boderskone en
Gru. Nu kun
de man jo slet
ikke faa Grund
i Tøjet mer —“
men ogsaa den
stinkende Gar
verbark,
som
brugtes
til
Brændsel. Den
ne Bark lod
man Bilægger
ovnen fordøje,
og
desuden
Begkager,
Trangrever og
andet
sligt,
uden at man
brød sig om
lidt slem Lugt.
Havde man det
Uheld, at Spe-
delysene slap
op før Tiden,
tændte man i
Stedet en Fe-
depind
eller
„en Spik“, som
man stak ind
i Muren ved
Ovnen. Lejlig
heden
blev
slemt tilsodet
ved dette Be
lysnings æmne,
men det maat-
te man finde
sig i. Hønsene skrabede over alt, hvor de mente at kunne finde
nogen Næring, og Ænderne snadrede velbehagelig i Rendestenen.
Børneflokken, som udgjorde over en Trediedel af Befolkningen,
Overlæge H alks Sam ling.
Parti af B orgergade fra Nr. 13 til Hj. af H elsln gørsgade.
N r. 15 (det høje H ns) købtes i sin T id og nedreves af K omm unen for at give Plads for en Indkørselsport til den elektriske
L ysstation i G othersgade (se næ ste B illede).
F ot. „Før og N u“.
Samme Parti som paa oven staaen de B illede, — 1 1918.
178