193 / 311
sig til Herre over Skibet ude i A tlanterhavet, kastet Kaptainen,
Skipperen, Guvernøren og hans spæde Barn og flere andre over
Bord og havde sat Kurs efter Azorerne. Paa den vestligste af
disse Øer, Flores, havde de, — ikke af Menneskekærlighed, men
for ikke at skulle dele B yttet med alt for mange — landsat en
Del af Besætningen og Kolonisterne og havde derefter sat Sejl
for at komme til Irland, hvor de agtede at sælge Skibet. Men
Nyboder, Kastellet og Toldboden, paa hvilken Frederik V.s og
Christian VII.s Udvidelser af Nyboder fandt Sted og Reberbanen,
siden Husarkasernen, blev bygget, samlede en stor Masse Men
nesker, blandt hvilke Beboerne af Sømandsbyen, der havde haft
mange Bekendte, om ikke Paarørende, om Bord i „Havman
den“, har været til Stede i Mængde. Men der var ogsaa noget
at se paa for en Gangs Skyld. Hans Bormann, den tidligere Høj-
B aadhusliibliotheket.
Dronningens
nogle af de danske Fanger, hedder det, der nødtvungne var gaaet
med til det første Mytteri, slog sig nu sammen med nogle mis
fornøjede Landsmænd af Besætningen, overmandede de fem Ho-
vedmænd, lagde dem i Jern under Dækket og satte Kursen eftei
Skagen, men blev meget overraskede ved en skønne Morgenstund
at finde sig selv med Skibet sat ind i den Svenske Skærgaard.
At de fem Hovedmænd for Mytteriet blev idømt Lovens sti enge
ste S traf er en Selvfølge. Executionen, der fandt Sted 3. Juli
1683, ved R etterstedet paa „Grønland“, den store Plads mellem
Tværgade Nr. 29.
baadsmandsmath, altsaa en Mand, der havde indtaget Stilling
om Bord som Befalingsmand, led den strengeste Straf. Først blev
hans højre Haand hugget af. Dernæst blev han knebet to Gange
med glødende Tænger, saa til en Afveksling „radbrækket“, d. v. s.
Arme og Ben stødt itu paa ham, hvorpaa han blev kastet paa
Hjulet. Det var ikke til at undres over, at han — da det var
kommet saa vidt — kunde trænge til en Drik 01; men man for-
bavses mere over at høre, at Stymperen levede endnu to Dage efter.
Fire af hans Kammerater slap med at blive halshuggede, og