S_FørOgNu

Den 25. Septbr. 1892 opførtes Edgard Høyers farceagtige

Lystspil „M odkand ida ter“, som fik en ufortjent Skæbne, fordi

Zinck under den tredie Opførelse blev syg paa Scenen og sank

besvimet ned i en Stol, hvorpaa Orlamundt beordrede Tæppet

ned. Ring meddelte Publikum, at Forestillingen ikke kunde fort

sættes, og dermed fik „Modkandidater“ en brat Afslutning for

stedse. Dette Sygdomstilfælde benyttede Abrahams til at gøre

et Forsøg paa at forringe Zincks Indtægt. Den gamle, veltjente

Skuespiller nærmede sig de 70 Aar, og hans Gage var, siden han

i 1884 afstod Abrahams sin Førsteret til Teatret, efter Datidens

Forhold særdeles betydelig. Der vilde ikke være nogen Grund

til at komme ind paa denne private Episode — Gagestridigheder

finder hvert Aar Sted ved alle Teatre — hvis ikke Affæren

Abrahams-Zinck havde fundet sin Afgørelse i selve Justitsmini

steriet. Derfor fortjener Sagen at blive oplyst:

Da Tiden for Udløbet af Watts Bevilling nærmede sig, søgte

Abrahams i Oktbr. 1890, om Privilegiet lydende paa hans Navn

maatte blive fornyet indtil Aar 1900. Robert Watt anbefalede

Ansøgningen, idet han betragtede det som en Selvfølge, at Abra

hams ogsaa i Fremtiden vedblev at udrede den fastsatte Pension

til Kammerraad Langes Enke, Fru Julie Hansen. Som Svar her-

paa underskrev Justitsminister Nellemann den 25. Novbr.

1892 nedenstaaende Bevilling, som var udfærdiget

efter Bestemmelserne i den nye Teaterlov af 12.

April 1889:

Undertegnede Justitsm inister

for

Kongeriget Danmark

gør vitterligt: At jeg, efter den der

om gjorte Begæring i Henhold til

Lov om Teaterdrift i Kjøbenhavn

af 12. April 1889 Par. 3 tillader, at

Teaterdirektør

Severin Abrahams,

for Tiden Bestyrer af Folketeatret

i Kjøbenhavn, maa i Kjøbenhavn

eller dens Forstæder lade opføre

Skuespil saaledes, at Bevillingen

gælder for ham og hans Bo fra

Dato indtil 1. Juni 1895 og under

følgende nærmere Betingelser:

1) at der forbeholdes Chefen

for det Kgl. Teater og Ka

pel fri Adgang til en pas

sende Plads ved enhver Fo

restilling;

2) at Bevillingshaveren med Hen

syn til den eventuelle Teater

bygnings Beliggenhed og Be

skaffenhed i det Hele skal være

Justitsministeriets Afgørelse un

derkastet;

3) at han eller hans Bo, saalænge

Bevillingen benyttes, aarlig udre

der til Kammerraad H. Y. Langes

Enke, Fru Julie Hansen, født Lumbye,

et Beløb af 1200 Kr.

4) at han underkaster sig de Bestemmelser

som Politiet, hvem denne Bevilling, for

inden den afbenyttes, bliver at forevise, til

Ordens Overholdelse eller i andre Maader

maatte foreskrive;

5) at han inden Udløbet af den 1. Uge i hvert

Aars August Maaned hos Politiets Kasserer

deponerer et kontant Beløb af 1600 Kr. til

Sikkerhed for den prompte og nøiagtige Betaling af, hvad

han vil have at erlægge for Politihjælp;

6) at der af Forestillingsindtægten erlægges den befalede Af

gift til Stadens Fattigvæsen;

7) at der af Justitsministeriet udnævnes en af Bevillingshaveren

lønnet Censor, hvem Alt, hvad der agtes opført, iforvejen

bliver at forelægge, for at det kan paases, at Intet deri fin

des, som strider imod Landets Love eller gode Sæder, og hvis

Kendelse han under Bevillingens Fortabelse har at holde sig

efterrettelig, dog at det, naar han derved finder sig brøst

holden, skal staa ham frit for at indbringe Sagen for Ju

stitsministeriet, hvis Resolution han i denne Henseende har

at underkaste sig;

8) at der ikke ved Valget af Stykker til Forestillingerne gøres

noget Indgreb i det kgl. Teaters Repertoire, saaledes som

dette ved fornævnte Lov af 12. April 1889 Par. 2 er bestemt,

i hvilken Henseende han skal være pligtig til at underkaste

sig det kgl. Teaters Bestyrelses Afgørelse, dog med Forbehold

af, at han, saafremt han maatte være utilfreds med denne,

kan henskyde sig under Ministeriet for Kirke- og Undervis

ningsvæsenet, ved hvis Resolution det da skal have sit For

blivende;

9) at Bevillingshaveren ikke maa gøre sig skyldig i Overtrædelse

af det i ovennævnte Lovs Par. 4 indeholdte Forbud imod at

erhverve fremmede, hvortil dog ikke henregnes norske og

svenske, Forfatteres eller Komponisters Værker paa en saa-

dan Maade, at det kgl. Teaters Adgang til Opførelse af disse

indskrænkes, eller i Overtrædelse af de i den til enhver Tid

gældende Lovgivning indeholdte Forbud imod offentlig at op

føre dramatiske Værker eller for Scenen bestemte musikal

ske Kompositioner uden Samtykke af Forfatteren eller rette

Vedkommende eller imod uden Vedkommendes Samtykke at

opføre saadanne Dramatiseringer af Digterværker, som væsent

lig kun bestaar i Genfremstilling af Indholdet i en for Scenen

brugelig Form, i hvilken Henseende han ubetinget vil have

at underkaste sig den Kontrol, som maatte blive foreskrevet,

ligesom han ogsaa med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt

saadan Overtrædelse foreligger med Hensyn til Bevillingens

Fortolkning skal være Justitsministeriets Kendelse undergiven.

Justitsministeriet, den 25. November 1892.

J. Nellemann.

Abrahams’ Bevilling gjaldt altsaa ikke til Aar 1900, hvad

han havde ansøgt om, men kun til 1. Juni 1895. Hans Forsøg

paa at nedsætte Zincks Gage faldt just paa det Tidspunkt, da

han maatte andrage om Bevillingens Forlængelse. Den 15. Febr.

1893 skrev han til Ministeriet: „Det høje Justitsministerium vil

velvilligst erindre, at ikke alle de forløbne Aar have været lige

gunstige for Teaterdrift. Der har været Aar, hvor samtlige Pri

vatteatres Eksistens har været alvorligt truet, ja Aar, hvor

Folketeatret var det eneste Teater, der overstod Mi

seren. I de 9 Aar, der ere forløbne siden jeg i

1884 overtog Folketeatret, have ved de med

Folketeatret ligestillede Teatre forskellige

Direktører efterhaanden maattet bukke

under for de vanskelige Teaterforhold;

kun Folketeatret har redet Stormen af,

men — og dette udviser mine Regn

skaber — ikke uden betydelige Ofre;

ja, der har været Aar, hvor Under

balancen har været en saadan, at

jeg udelukkende ved at ofre Alt,

hvad jeg har ejet, har kunnet redde

Situationen. Forholdene have nu

bedret sig noget, og det synes,

som om vi gaa imod Tider, da

Teaterdrift vil blive mere renta

bel end hidtil, og det vil derfor

være mig en dobbelt Ulykke,

dersom det ikke skulde behage

det høje Ministerium at forunde

mig Bevilling til at opføre Skue

spil“. Abrahams sluttede med at

minde om, at han i de forløbne

Aar desforuden havde arbejdet

under Trykket af den betydelige

Afstaaelsessum paa 80.000 Kr. til

den forrige Bevillingshaver. Men

omtrent samtidig —• 8. Marts 1893

— indsendte Zinck en konkurre

rende Ansøgning, hvori han skrev:

„Til Støtte for mit Andragende skal

jeg tillade mig at henvise til, at jeg

dels i en meget lang Periode af mit Liv

har virket som Skuespiller, og dels har

bistaaet ikke alene Direktør Robert Watt,

men ogsaa Direktør Abrahams som Scene

instruktør og Raadgiver lige op til Aaret 1891,

hvorved jeg særlig har haft Lejlighed til paa

nært Hold at faa Kendskab til og daglig Øvelse

i alle en Teaterledelsens Enkeltheder. Jeg tillader

mig endvidere at anføre, at ligesom Meddelelsen

af en saadan Bevilling vilde være et stort Gode for

mig, der nu snart maa betragte min Bane som Skue

spiller som endt, men dog føler tilstrækkelig Kraft

til at varetage Hvervet som øverste Leder af et Teater, saaledes vil

ogsaa min gennem mange Aar vundne Erfaring være en Borgen

for, at det Teater, hvortil jeg i lange Tider har været knyttet,

vil blive styret paa en fyldestgørende Maade. Sluttelig skal jeg

oplyse, at da Direktør Robert Watt ved Slutningen af 1883—84

opgav sin Stilling som Direktør ved Folketeatret, gjordes der først

fra hans Side Tilbud til mig om at overtage Ledelsen; jeg følte

dog dengang ikke Lyst hertil, men foretrak at overlade Direktør

posten til Severin Abrahams, der havde meldt sig som Lystha

vende, mod at han kontraktmæssigt sikrede mig en Stilling ved

Teatret for den tilbagestaaende Tid af Privilegiet. I Henhold

hertil blev en Kontrakt oprettet. Det vil saaledes ses, at jeg i

sin Tid havde en vis 1. Prioritet med Hensyn til Direktørstillin

gen, og jeg haaber ogsaa, dette nu vil blive taget i Betragtning“.

Selv om Arbejdet gennem de mange Aar ikke var gaaet sporløst

hen over Zinck, var han i hvert Fald stærk nok til at optage en

Kamp for sin Stilling. Hans Position var bedre, end Abrahams

troede. Foruden sin Anciennitet og den Yndest, han nød som

Skuespiller, havde han Kongehusets Protektion og var — sidst,

men ikke mindst — Studenterkammerat med Departementschef

Ricard. Ham skyldtes uden Tvivl den Løsning, som gav sig Ud

slag i en Skrivelse af 6. Maj 1893 fra Justitsministeriet til

Abrahams, hvori man meddelte ham, at Ministeriet ikke var util

bøjelig til at opfylde hans Ønske paa den Betingelse, at han for

nyede Zincks gamle Kontrakt for et lignende Tidsrum som det,

for hvilket han ønskede Bevillingen udstedt. Det er eneste Gang

i dansk Teaterhistorie, at et saadant Krav er stillet til en Bevil

lingshaver. For at Abrahams skulde indvilge stiltiende, blev han

14 Dage senere — 20. Maj 1893 — udnævnt til Ridder af Danne-

254